Privathospitalerne er stærkt forundrede over nye skærpede krav til fedmeoperationer fra Danske Regioner og sundhedsminister Bertel Haarder (V). De private hospitaler står for den altovervejende del af fedmeoperationerne i Danmark. Derfor vil udmeldingen fra sundhedsministeriet om, at antallet af fedmeoperationer skal skæres ned med 40 procent også få konsekvenser.
- En nedskæring af det omfang vil betyde, at nogle privathospitaler kommer til at lukke, siger Bent Wulff Jakobsen, formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK).
De nye krav hæver aldersgrænsen for at få en fedmeoperation fra 18 til 25 år. Samtidig hæves vægtgrænsen, så en patient for at blive opereret skal have et BMI på over 50 mod 40 i dag, hvis patienten ikke har følgesygdomme som diabetes og stærkt forhøjet blodtryk.
Hvis patienten har følgesygdomme som disse, så hæves vægtgrænsen for at få en fedmeoperation til et BMI på 35 mod 30 i dag.
Privathospitalerne undrer sig især, fordi de sammen med den øvrige offentlige såvel som private ekspertise på fedmeområdet sidder i en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen. Denne arbejdsgruppe skal i starten af det nye år komme med deres anbefalinger til fedmeoperationer.
- Det er meget mærkeligt, at Danske Regioner og sundhedsministeren nu pludselig melder ud uden at koordinere det med anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe, siger Bent Wulff Jakobsen og fortsætter:
- Vi frygter, at det betyder, at reglerne om kort tid skal laves om igen. Dette hastværk skaber usikkerhed blandt læger både i det offentlige og private sundhedsvæsen og hos patienterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker