Midt i balladen om ansvaret for tidligere forskelle i prisen på behandlinger på privathospitaler og offentlige sygehuse er Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) ubemærket blevet enige om de kommende års takster.
Med aftalen sker der en mindre nedsættelse af taksterne til de private sygehuse på grund af øget produktivitet. Desuden er der aftalt indførelse af forløb, som kan give besparelser i regionerne.
Forløbene skal sikre patienterne mere hensigtsmæssige behandlingsforløb. Dermed kan patienter gennemgå ikke-operative behandlingsforløb som fysioterapi, inden der skrides til operation. Aftalen skal imødegå kritikken af, at privathospitalerne opererer for meget.
Aftalen betyder også, at de nye skærpede regler for fedmebehandling fra Sundhedsministeriet og Danske Regioner skal gælde også på private sygehuse.
Taksterne for fedme- og visse rygoperationer blev i marts 2010 fastsat af en opmand efter sammenbrud dengang i forhandlingerne. Disse takster fortsætter uændret i år.
Danske Regioner vil derefter tage taksterne op til genovervejelse. Det er en forudsætning, at de nye visitationsretningslinjer betyder færre operationer.
Aftalen skal sikre ens kvalitet på offentlige og private hospitaler. Ved visse behandlinger skal privathospitaler søge godkendelse fra Sundhedsstyrelsen. For øvrige behandlinger skærpes dokumentationen af kvalitetskravene.
Aftalen træder i kraft 1. februar. Den gælder i to år, men kan genforhandles efter et år, hvis en af parterne ønsker det.
Der er samtidig lavet en et-årig aftale om psykiatrien. Den omfatter udvidede undersøgelses- og behandlingsrettigheder for psykisk syge børn og unge samt psykisk syge voksne, der skal vente i over to måneder på psykiatrisk sygehusbehandling i det offentlige.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde