Problemer med dyrevelfærd hos kalve: Branchen vil stramme op
Siden 2016 har det været et krav, at kalve skal have stimuleret deres suttebehov, som opstår, lige efter at de har drukket mælk. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Mange kalve får ikke opfyldt deres suttebehov, og nogle står alene uden kontakt til andre dyr, viser kontrol.
Hos mange kvægbønder er der problemer med at leve op til krav til kalves trivsel.
Det skriver Fødevarestyrelsen torsdag.
Hver tredje landmand fik således indskærpelser i forbindelse med kontrolbesøg hos 200 besætninger i år.
Det mest udbredte problem var, at kalvene ikke fik opfyldt deres suttebehov. Det har været et krav siden 2016.
- Derudover stod nogle kalve i enkeltbokse uden mulighed for kontakt med andre kalve, og ikke alle havde tilstrækkeligt med ren halm. De større kalve kom heller ikke altid i fællesbokse så tidligt, som de burde, skriver Fødevarestyrelsen.
Kalvene har behov for at sutte lige efter, at de har drukket mælk.
Derfor kan man for eksempel placere en narresut i nærheden af det sted, hvor mælken tildeles, skriver Landbrugsavisen.
Fødevarestyrelsen foretog kontrolbesøg hos mere end 10.000 kalve fordelt på 200 besætninger.
- Der blev givet sanktioner på dyrevelfærdsmæssige overtrædelser i 71 besætninger, står der i rapporten.
Det betyder, at knap 35 procent af de kontrollerede besætninger ikke overholder reglerne på de områder, der omhandler fysiologiske og adfærdsmæssige forhold hos kalvene.
Hos kvægbranchen vil man nu sætte initiativer i gang, der skal styrke dyrevelfærden blandt kalve, skriver Fødevarestyrelsen.
Styrelsen vil følge op på initiativerne for at sikre, at der leves bedst muligt op til kravene.
Derudover vil der blive lavet opfølgende kontrol hos de landmænd, der ikke levede op til kravene.
Kun i et enkelt tilfælde var overtrædelsen så grov, at kontrollen førte til en politianmeldelse.
Hos interesseorganisation Landbrug og Fødevarer Kvæg hæfter man sig blandt andet ved, at der kun i et enkelt tilfælde var tale om en meget alvorlig overtrædelse.
- Vi er lidt ærgerlige over, at vi har fået de anmærkninger. Men det vil bare sige, at der er nogle ting, vi kan forbedre, og det vil vi da straks gå i gang med, siger formand for Landbrug og Fødevarer Kvæg Christian Lund.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker