Professor Hanne Leth Andersen bliver RUC's nye rektor
Roskilde Universitet (RUC) får fra 1. april ny rektor, når professor Hanne Leth Andersen, der siden 2010 har været prorektor på universitetet, sætter sig i stolen.
Bestyrelsen på Roskilde Universitet har onsdag peget på Hanne Leth Andersen. Prorektoren er et godt valg og vækker glæde, lyder det fra RUCs bestyrelsesformand, Christian S. Nissen
- Det er en stor glæde, at vi nu kan byde velkommen til Hanne Leth Andersen som ny rektor, siger Christian Nissen.
- Hanne har gjort en stor forskel for Roskilde Universitet i årene som prorektor, og jeg er sikker på, at hun er den rette til at stå i spidsen for RUCs fortsatte udvikling.
Christian S. Nissen takker samtidig RUC's afgående rektor, Ib Poulsen, for de fem år, han har siddet på rektorposten. Ib Poulsen vender tilbage til en stilling som professor på Institut for Kultur og Identitet.
Hanne Leth Andersen, der er født i 1962, ser frem til arbejdet som rektor.
- Universiteterne står midt i en brydningstid på vej mod et langt mere omfattende samarbejde med omverdenen. Det stiller store krav til den måde, vi tænker forskning og uddannelse på, siger hun.
Hanne Leth Andersen er professor i universitetspædagogik, og inden hun kom til Roskilde Universitet i 2010, var hun direktør for Learning Lab på Copenhagen Business School.
Hun har siddet på administrative poster som studieleder og prodekan på Aarhus Universitet, hvor hun også var professor, og hun er oprindeligt mag.art. og ph.d. i fransk fra Københavns Universitet.
Stillingen som prorektor vil snarest blive slået op.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker