Professorer: Tredje stik til udsatte borgere er en god idé
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde på et pressemøde i Statsministeriet onsdag, at man i denne uge kommer med retningslinjer for tredje stik til særlige grupper. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I de kommende måneder vil det sandsynligvis blive nødvendigt at give mange et tredje stik, mener professor.
Det er en god idé at tilbyde personer med nedsat immunrespons et tredje stik med en coronavaccine.
Det mener både professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren og professor i vaccinedesign ved Københavns Universitet Camilla Foged.
- Folk med svækket immunforsvar er ikke dækket særlig godt af to doser af de vacciner, vi giver i Danmark. Der er gode data, der viser, at man kan øge sit antistofniveau ved at give et tredje stik, siger Camilla Foged.
På et pressemøde mandag sagde direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, at man i denne uge vil lave nye retningslinjer for grupper med lav immunrespons i forhold til et tredje stik med en vaccine mod covid-19.
Det gælder blandt andet kræftpatienter og personer, der har fået organtransplantation.
- Lige præcis for kræftpatienter, transplanterede patienter og folk, der har et dårligt fungerende immunforsvar, er det nu vist, at et tredje stik gavner dem, siger Jens Lundgren.
På pressemødet mandag sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) også, at et tredje stik for resten af danskerne kan blive nødvendigt.
- Den danske forventning er, at vi alle på et tidspunkt skal have et tredje stik, sagde han.
Camilla Foged siger, at det bliver nødvendigt at give tredje stik, når vi begynder at se gennembrudsinfektioner. Altså folk, der er vaccinerede, men bliver syge med coronavirus alligevel.
- Der er ikke nogen alarmklokker, der ringer i øjeblikket, men i løbet af de næste måneder er det sandsynligt, at vi skal til at vaccinere dem, der blev vaccineret allerførst igen, siger hun.
Jens Lundgren mener også, at man skal give et tredje stik, hvis data beviser, at det er nødvendigt.
- Det kan alle godt se det fornuftige i. Men det er klart, at vi ikke skal give et tredje stik bare for syns skyld. Vi skal gøre det, fordi vi mener, at det faktisk gavner, siger han.
Camilla Foged fortæller desuden, at de data, hun indtil videre har set, ikke tyder på, at der er en øget risiko ved at få et tredje stik.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie