Projekt vil kortlægge ulovligt salg af e-cigaretter på sociale medier
Københavns Universitet starter nyt projekt, hvor blandt andet sociale mediers algoritmer skal undersøges for, om de modarbejder eller medarbejder til salg af puff bars. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Engangs-e-cigaretten puff bar handles på sociale medier. Nyt projekt vil sætte fokus på onlinesalget.
Nyt projekt skal stille skarpt på, hvordan onlinesalget af de ulovlige engangs- e-cigaretter puff bars kan stoppes.
Det siger lektor Jakob Demant, der er ansvarlig for projektet på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.
- Vi håber, at vi om et år kan komme med et eller flere forslag til, hvordan vi laver gode interventioner på det her felt, siger Jakob Demant.
Puff bars kommer i forskellige smage og farver - og har et højt nikotinindhold.
De hitter blandt unge, men er ulovlige i Danmark, da de indeholder nikotinholdig væske med ulovlige smagsvarianter.
Markedet er ifølge Jakob Demant en gråzone, hvor flere ikke opfatter det som ulovligt at være sælger.
Det er derfor også et vigtigt greb i indsamlingen af data at kortlægge, hvordan købere og sælgere oplever markedet.
Selv om det sundhedsskadelige perspektiv ofte er oppe at vende, er det kriminelle perspektiv lige så vigtigt, siger Jakob Demant.
- Det, vi har set med handlen af illegale stoffer på sociale medier, er, at puff bars popper op sammen med salg af kokain og cannabis.
Forskningsprojektet har også til formål at forebygge, at unge ikke glider over i køb og salg af andre ulovlige varer.
- Vi har set, at der ikke er lang vej mellem at være køber og være sælger af illegale stoffer, tilføjer han.
Som en del af projektet skal også vigtige aktører aktiveres, så de kan hjælpe til at stoppe handlen. Det er blandt andet de sociale medier Snapchat, Facebook og Instagram.
- Umiddelbart starter vi der, hvor handlen med illegale stoffer er størst, siger Jakob Demant.
- Vi vil kigge på, hvornår et givent socialt medies algoritme modarbejder eller medarbejder til at finde platforme, hvor der sælges.
En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet viser, at godt hver tredje ung bruger nikotin. Enten i form af cigaretter eller alternative produkter.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde