Provinsen kæmper om Søfartsstyrelsen

Flere udkantskommuner bejler nu til Søfartsstyrelsen. Kommunerne vejrer morgenluft efter, at Venstre har meldt ud, at flere statslige arbejdspladser skal ligge i provinsen. Foreløbig har både Esbjerg og Sydfyn lagt billet ind på Søfartsstyrelsen.

- Vi mener, at en naturlig placering for Søfartsstyrelsen er i Svendborg, fordi vi har den højeste koncentration af søfartsuddannelser, siger Svendborgs borgmester, Curt Sørensen (S).

Curt Sørensen er sammen med borgmestrene på Langeland og Ærø ved at forfatte et blev med ønskerne til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Men Sydfyn er ikke den eneste bejler til søens folk. Esbjergs borgmester mener, at Søfartsstyrelsen bør ligge i hans by.

- Esbjerg er den havn i Danmark, der har flest skibsanløb. Samtidig har Esbjerg Havn haft størst vækst i de sidste 5 år, siger borgmester Johnny Søtrup (V).

/ritzau/

Efter at Venstre har meldt ud, at flere statslige job skal ligge i provinsen, vil både Esbjerg og Sydfyn have fingre i Søfartsstyrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret