Provokerende popstjerne kommer til Tinderbox 2019
Miley Cyrus kommer til Tinderbox-festivalen i Odense i juni 2019. Her ses hun til en del af sin optræden til Grammy-prisuddelingen i 2019 (Arkivfoto). Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Miley Cyrus, en af verdens største popmusikere, er røget på plakaten til årets Tinderbox-festival i Odense.
Hovednavnet til Tinderbox-festivalen 2019 bliver den amerikanske megastjerne Miley Cyrus.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse onsdag.
Her fremgår det også, at plakaten for årets Tinderbox er fuldendt.
Talsmand for Tinderbox John Fogde kalder det for det "stærkeste program", som festivalen har haft.
- Vi er vanvittigt begejstrede over, at det er lykkedes at få så stort et navn med i sidste runde offentliggørelser, siger han i meddelelsen.
Det er kun anden gang, at den 26-årige sanger besøger Danmark, siden hun skød sin solokarriere i gang i 2008.
Berømmelsen begyndte for Cyrus, da hun spillede barnestjernen Hannah Montana i den populære Disney Channel-serie af samme navn.
Hun turnerede med sange fra serien og andre Disney-stjerner, inden hun sprang ud som solokunster som 16-årig. Siden har hun solgt 16 millioner plader og toppet albumhitlister i USA flere gange.
Hendes gennemslagskraft blandt sine mange fans blev cementeret, da hun i 2008 og 2014 var på Time Magazines liste over verdens mest indflydelsesrige personer.
Den indflydelse blandt et relativt ungt publikum har også været genstand for kontroverser igennem årene. Cyrus har nemlig bevæget sig langt fra de uskyldige Disney-år.
Især albummet Bangerz fra 2013 vakte opsigt og forældreforargelse. Referencer til narko, seksuelle overtoner i tekster og hendes musikvideoer var grænseoverskridende, hed det.
Det har dog ikke rørt ved interessen for hendes musik. På musiktjenesten Spotify har Miley Cyrus over 25 millioner månedlige lyttere.
Ud over Cyrus annoncerer festivalen 23 andre nye navne. Herunder den italienske diskolegende Giorgio Moroder og danske kunstnere som Den Gale Pose og Michael Falch.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet