Mange danske børn må fortsat vente månedsvis på at komme i psykiatrisk behandling. Det viser en ny opgørelse fra Danske Regioner af ventetiden for psykisk syge børn. For første gang er tallene samlet, så man kan se, hvor længe børnene reelt venter.
1. juli ventede 2958 børn på at komme i psykiatrisk behandling. Af dem har de 1264 ventet i mere end to måneder, og 69 af børnene har ventet mere end et år på at komme i behandling.
Til sammenligning ventede 2663 børn ved årsskiftet på at komme i behandling, og 50 af dem havde ventet mere end et år.
Formanden for psykiatriudvalget i Danske Regioner, Flemming Stenild (SF), kalder en ventetid på mere end et år for helt uacceptabel.
- Det kan ikke være rigtigt, at nogle børn skal vente så længe. Selv om det heldigvis er relativt få, der venter så længe, så forventer jeg virkelig, at det er noget, regionerne hurtigt vil få afklaret og bragt væk, siger Flemming Stenild.
Hans egen region, Region Sjælland, og Region Syddanmark har ingen børn, der har stået på venteliste så længe, mens Region Hovedstaden topper med 35 børn, der har ventet mere end et år. Region Midtjylland har 28 børn med så lange ventetid, og Region Nordjylland har seks.
I alt har 1264 børn ventet mere end to måneder, som er grænsen for behandlingsgarantien på det psykiatriske område. 322 børn har ventet mere end et halvt år.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker