Spild af tid og liv. Sådan beskriver formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Faps, det forhold, at 1178 psykisk syge danskere trods behandlingsgarantien har stået på venteliste i to måneder eller længere.
Indlæggelsesparate psykiatriske patienter har krav på privat undersøgelse og behandling, hvis ventetiden på offentlige sygehuse overskrider to måneder.
Alligevel er blot 39 patienter henvist til privathospitalerne siden den 1. januar.
Ifølge Faps-formand Niels Siebuhr er en sandsynlig forklaring, at de private sygehuse ikke må tvangsbehandle, tilbageholde og afskærme patienter af sikkerhedsmæssige grunde. Det står i psykiatriloven.
- Patienterne må ikke være så syge, at de må forventes at komme i situationer, hvor man skal udøve magt over for dem. For så må man ikke have dem privat, siger Niels Siebuhr, der selv er speciallæge i psykiatri.
Han kalder det et kæmpe problem, at man har en patientgruppe på venteliste, der er så syge, at de burde indlægges. Det drejer sig typisk om alkoholmisbrugere og personer med komplekse lidelser som spiseforstyrrelse.
- Alle undersøgelser viser, at jo hurtigere og mere energisk man behandler psykiske lidelser, jo bedre går det. Så det er et meget stort problem at lade folk være hjælpeløse i lang tid, siger Niels Siebuhr.
Når den offentlige psykiatribehandling ikke er tilstrækkelig, skyldes det ifølge Niels Siebuhr, at området er "forsumpet og ressourcefattigt".
- Politikerne ender med at få den psykiatri, de betaler for, understreger han og henviser til finansieringen fra de satspuljer, der skrumper ind i takt med lønudviklingen.
Socialdemokraternes psykiatriordfører, Karen J. Klint, har sendt spørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), der hurtigt skal forklare sin holdning til ventelistetallene, samt hvordan han vil sikre, at de bringes ned.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde