Psykisk syge skal i gummiceller

Regeringen lægger op til, at psykisk syge personer kan isoleres i gummiceller, når sindet koger over.

Gummicellerne skal være med til at nedbringe brugen af tvangsfiksering, hvor patienten bliver spændt dem fast til en seng, som det sker i dag.

Samtidig vil sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) gøre det lovligt at tvangsfiksere oppegående patienter.

Det skal ske ved at give patienten remme om maven, hænder og fødder, så de ikke kan slå og sparke.

Den metode har allerede være brugt på Sikringsafdelingen i Region Sjælland.

- Det er ikke lovligt i dag, men jeg er blevet overbevist om, at det kan være en god vej at gå. Derfor vil jeg forsøge at gøre den lovlig, siger Jakob Axel Nielsen.

Han understreger, at både forslaget om gummiceller og fikseringen af oppegående patienter skal begrænse brugen af tvang mod psykisk syge patienter.

- Jeg tror, at alle er enige i, at gummiceller og oppegående fiksering er mindre indgreb mod patienternes frihed end at spænde dem fast til en seng, siger sundhedsministeren, der samtidig erkender, at der er brug for flere ansatte i psykiatrien.

Hans udspil kommer i forbindelse med en ny udredning om brugen af tvang i psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen offentliggør torsdag.

Europarådet har tidligere kritiseret Danmark for at tvangsfiksere psykisk svage personer i alt for lang tid. Styrelsen mener imidlertid ikke at brugen af tvang i psykiatrien er et stort problem sammenlignet med andre lande.

Men rapporten konkluderer, at brugen af tvang formentlig kan begrænses, hvis man begynder at bruge isolation.

/ritzau/

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen er parat til at sende psykisk syge i isolation i gummiceller for at undgå, at de bliver spændt fast til en seng.

Offentliggjort Sidst opdateret