R: Lektietimer kan bruges til at se på dyr i mosen
Ingen elever i folkeskolen tvinges til at lave lektier, men de kan ikke bare gå hjem, hvis forældrene gerne vil hjælpe dem med skolearbejdet, lyder det fra De Radikales børne- og undervisningsordfører Lotte Rod.
- Der er ingen, som tvinges til at lave lektier henne på skolen, og hvis der er forældre, der gerne vil lave lektier med deres børn, så kan de sagtens gøre det, siger Lotte Rod til Ritzau på baggrund af De Konservatives afvisning af obligatorisk lektiehjælp.
Elever, som ikke vil lave lektier i de ekstra timer, som regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti vil forlænge skoleugen med, skal derfor bruge tiden på andre ting.
- Der er også brug for, at man kommer ned i mosen og kigger på dyr, komme på virksomhedsbesøg eller henter gæstelærere ind. Lektiehjælp er bare en af mulighederne, fortæller Lotte Rod.
Men det er netop den tvungne forlængelse af skoledagen, som De Konservative er imod.
Børn og deres familier må selv bestemme, om børnene skal gå hjem og læse deres lektier i stedet for at blive i skolen en time eller to eller tre hver dag for at læse lektierne der, siger Lars Barfoed.
Ifølge flere medier er regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti enige om en skoleuge på 30 timer for de mindste elever fra 1. til 3. klasse og en 35 timers skoleuge for resten af eleverne.
Men De Konservative vil ikke gå med til en skoleuge på 35 timer. Den er for lang, lyder det. Hvis tilbuddet om at deltage i en lektiecafé blev frivilligt, ville skoleugen imidlertid blive kortere.
Også formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener, at skoledagen er lang nok i forvejen, og han er imod tvungen lektiehjælp.
Den holdning ærgrer den socialdemokratiske børne- og undervisningsordfører, Troels Ravn.
- Det er ærgerligt og bekymrende, at lærernes formand ikke spiller mere konstruktivt med på det løft af folkeskolen, som reformen er, siger Troels Ravn til Ritzau.
Også han afviser, at alle skal læse lektier i de ekstra timer.
- Der er ikke tale om tvungen lektiehjælp, men derimod et obligatorisk tilbud om lektiehjælp. Og de elever, som ikke skal have hjælp til lektier, de har mulighed for faglig fordybelse, forklarer han.
Partierne mødes torsdag, og undervisningsminister Christine Antorini (S) har udtrykt håb om, at man når i hus efter en tænkepause, der begyndte mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned