Radikale: Vi må leve med IC4 i 10-15 år

Danskerne må trækkes med de fejlfyldte IC4-tog i mindst 10-15 år endnu - med de problemer der følger med. Det fastslår De Radikales trafikordfører Andreas Steenberg, der på sigt vil droppe IC4 og udskifte dem med el-tog.

- IC4-togene skal vi leve med i mindst 10-15 år endnu, indtil vi kan få eltog. Derfor er det også vigtigt, at DSB får rettet fejlene, så IC4-togene kan komme ud at køre, siger han.

DSB har tirsdag valgt at sende IC4-togene tilbage på værkstedet efter flere problemer med togets bremser. Men der er ikke nogle alternativer til de dieseldrevne IC4-tog på kort sigt, fastslår Andreas Steenberg.

- Vi har brug for IC4-togene, fordi vi i sin tid traf en fejlbeslutning om ikke at elektrificere vores jernbanenet. Vi har vidst, at der vil komme fejl, fordi vi har købt en prototype, siger han.

- Derfor får vi alle børnesygdommene, og det er problemet med IC4-togene. Nu er der ikke andet at gøre end at acceptere, at der kommer dårligere service. Det er ufattelig ærgerligt og en direkte konsekvens af det fejlkøb, man har lavet, siger trafikordføreren.

Andreas Steenberg tror dog på, at IC4-togene vil komme ud at køre.

- Når en uvildig rapport, og DSB siger det, så vælger jeg at have tillid til det, siger han.

Men han regner med, at der vil komme flere fejl på IC4-togene.

- Jeg har ikke særlig stor tillid til IC4-togene, men det skal lykkes, for vi har ikke så mange muligheder for at skaffe andre tog, siger han.

De Radikale vil nu tage fat på arbejdet med at få besluttet, at det danske jernbanenet skal elektrificeres.

/ritzau/

De Radikale vil have udskiftet IC4 med el-tog, men det vil tage mindst 10 år, fastslår trafikordfører.

Offentliggjort Sidst opdateret