Danskere, der er for syge til at arbejde, men ikke syge nok til at komme på førtidspension, skal ikke presses til aktivering, møder og kontrol. De skal i stedet have ro.
Det mener tre af rådmændene i Odense, der nu sammen beder beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) om at ændre loven, så nogle arbejdsløse kan slippe for hård kontrol og pligter fra jobcentret.
- Som det er nu, skal de stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og de kontante krav i lovgivningen er en stressfaktor for disse mennesker, der forværrer deres situation, siger Peter Rahbæk Juel (S), social- og arbejdsmarkedsrådmand i Odense Kommune og tilføjer:
- Vi vil gerne tage dem ud, så de får ro på og kan blive udredt og få stablet deres hverdag på benene igen
Han støttes af Venstres ældre- og handicaprådmand, Jane Jegind, og børnerådmand Stina Willumsen (SF). De foreslår at indføre en ny type ydelse - en såkaldt rehabiliteringsydelse - til arbejdsløse, der på grund af sindslidelser har det svært i forhold til arbejdsmarkedet.
Ydelsen skal være tidsbegrænset i for eksempel tre år, og den skal gives uden krav om aktivering. Borgerne skal derimod, mens de modtager rehabiliteringsydelsen, tilbydes tværfaglig hjælp og rådgivning fra kommunen, have stillet en ordentligt diagnose og få hjælp til at få deres eget liv på benene igen.
- Vi kan se, de ligger og cykler rundt i systemet, indtil de til sidst er så dårlige, at de er berettiget til førtidspension. I værste fald kan borgere, selvom de gerne vil arbejde, ende på førtidspension, fordi lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet ikke giver mulighed for at tage specielle hensyn til dem.
- Det er både et menneskeligt spild og et økonomisk spild, og det vil vi gerne have standset, siger Peter Rahbæk Juel.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned