Randers bevilger flere millioner til oprydning efter Nordic Waste
Det var 19. december 2023, at Nordic Waste overlod opgaven med at inddæmme det massive jordskred hos virksomheden til Randers Kommune. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Byrådet har mandag taget stilling til en ekstrabevilling på 150 millioner kroner til håndtering af jordskred.
Randers Kommune bevilger yderligere 150 millioner kroner til håndteringen af jordskreddet ved Nordic Waste i Ølst.
Det har byrådet i kommunen godkendt mandag aften efter en kort dialog på aftenens byrådsmøde. Forslaget blev indstillet godkendt af Økonomiudvalget.
Borgmester i kommunen Torben Hansen (A) siger i øvrigt på mødet, at man arbejder "højtryk" på at komme med en samlet kalkule over udgifterne til afværgearbejdet og det kommende rehabiliteringsarbejde i området.
I dagsordenen til byrådsmødet fremgår det, at kommunen fortsat forudsætter, at forureneren skal betale.
Alle kommunens udgifter vil derfor blive opgjort og anmeldt som krav i konkursboet til Nordic Waste.
På et byrådsmøde i slutningen af januar blev der bevilget 100 millioner kroner til arbejdet med jordskreddet i 2024.
Ifølge dagsordenen er denne bevilling ikke tilstrækkelig, hvorfor man mandag aften har valgt at bevilge yderligere 150 millioner kroner.
Folketinget har tidligere vedtaget et aktstykke, der afsætter 205 millioner kroner til den akutte indsats fra den 23. januar og frem.
Af de millioner har staten brugt 58 millioner kroner og torsdag har miljøminister Magnus Heunicke (S) i et aktstykke fremsat, at 146 millioner kroner bliver stillet til rådighed for Randers Kommune.
Det blev stemt igennem af alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance.
På byrådsmødet mandag aften blev de yderligere millioner fra staten også kommenteret.
Borgmester Torben Hansen pointerede, at pengene ikke er tilstrækkelige, da der også kommer en rehabiliteringsfase et tidspunkt i fremtiden.
Det var 19. december 2023, at Nordic Waste overlod opgaven med at inddæmme det massive jordskred hos virksomheden til Randers Kommune.
22. januar 2023 blev Nordic Waste erklæret konkurs ved Skifteretten i Randers.
Frem til konkursen brugte Randers Kommune 120,3 millioner kroner på indsatsen med at forhindre forurening af den nærliggende Alling Å.
Men regningerne tikker fortsat ind hos kommunen.
Mens jordskreddet meldes stabiliseret, koncentrerer man nu kræfterne om rensning af overfladevandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie