Rapport om ballet-kokain skal frem i lyset

Sløret må løftes, og den fortrolige rapport fra Det Kongelige Teater må offentliggøres, så vi ved, hvad vi taler om.

Det siger Anne Middelboe Christensen, cand.mag. med speciale i balletkritik og anmelder ved Dagbladet Information.

Ifølge en fortrolig rapport fra Den Kongelige Ballet har et stigende kokainmisbrug blandt en del af ballettens dansere, heriblandt også balletchef Nikolaj Hübbe, skabt et elendigt arbejdsmiljø og en uholdbar ledelsessituation.

Rapporten er bestilt af Den Kongelige Ballet selv, men Det Kongelige Teaters øverste chef, Erik Jacobsen, afviser den.

Indholdet kommer da også yderst ubelejligt for Den Kongelige Ballet.

- Det er meget ubehageligt for balletten, og timingen er meget voldsom. Den er lige blevet fejret i USA. Så det her rygte er et meget brat fald i det image, siger hun.

Hun mener dog, at referatet af rapporten i Jyllands-Posten virker tendentiøst, og at det er uklart, hvad danserne har udtalt sig om.

Ifølge Anne Middelboe Christensen har rygterne om kokainmisbrug i balletten floreret løbende.

- Men i og med, at der ikke er konkrete beviser undervejs, så er det svært at håndtere.

- Det er også derfor, at jeg mener, at rapporten skal offentliggøres. Lige nu fremstår den som en beskyldningshistorie, der er garanteret flere forklaringer nedenunder, siger hun.

/ritzau/

Balletekspert vil have rapport om kokainmisbrug ved Den Kongelige Ballet offentliggjort.

Offentliggjort Sidst opdateret