Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er man godt trætte af at skulle bruge tid og kræfter på at lede efter folk, der er udeblevet fra et møde i fogedretten. Derfor planlægger lokalpolitiet i Esbjerg i nærmeste fremtid at lave en razzia-dag, hvor et antal betjente vil tage ud og anholde de udeblevne.
- De søgte må så acceptere at blive anholdt, uanset om de er på arbejde, hjemme hos familien, på besøg hos venner eller ude at handle, siger lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, Lorenz Matzen.
Stævningsmænd fra fogedretten forsøger ofte forgæves at forkynde stævninger for skyldnerne. Det betyder, at lokalpolitiet så skal ud og lede efter folk med en anholdelsesbeslutning i hånden.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplever i stigende grad, at folk bliver væk fra retsmøderne. Over 100 personer i Esbjerg, Vejen og Fanø kommuner er i øjeblikket udeblevet fra fogedretten. De har nu fået en frist til den 15. april til at melde sig frivilligt, hvis de vil undgå en anholdelse.
- Jeg håber, at folk nu forstår, at det er alvor, og melder sig selv, så de undgår, at politiet kommer og henter dem på arbejdspladsen eller, at naboen skal se, at politiet banker på døren og råber højt udenfor bopælen om aftenen, siger Lorenz Matzen.
Hvis man vil undgå at blive anholdt på razzia-dagen, kan man henvende sig i fogedretten på Dokken i Esbjerg tirsdag, onsdag eller torsdag mellem klokken 10 og 12.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned