Real Madrid driller Egyptens fodboldfarao

Mohamed Salah ærgrer sig her over en brændte chance i Champions League-finalen mod Real Madrid 28. maj. Den spanske klub vandt finalen 1-0. Foto: Sportimage/Ritzau Scanpix

Mohamed Salah, der onsdag 15. juni fylder 30 år, har tabt to Champions League-finaler til Real Madrid, men har til gengæld scoret og vundet i en tredje finale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er en af klodens hurtigste og bedste fodboldspillere, men han har også fundet sin onde ånd på fodboldbanen.

Egypteren Mohamed Salah, der onsdag 15. juni fylder 30 år, har nemlig to gange oplevet, at Real Madrid har stået i vejen for, at han og Liverpool kunne vinde Champions League-finalen. Holdet tabte i både 2018 og 2022.

For fire år siden vred Sergio Ramos armen om på Salah i finalen, og den egyptiske stjerne måtte udgå af sæsonens største klubkamp med en skade efter en halv times spil.

- Det var det værste øjeblik i min karriere, sagde Salah i slutningen af maj i år, inden de to hold atter skulle mødes i mesterholdenes finale.

Han fik dog aldrig sin personlige revanche mod den spanske storklub. I årets finale 28. maj fik Salah en stor mulighed for at udligne i slutfasen. Men denne gang diskede Real-målmand Thibaut Courtois op med en pragtredning.

Den største trøst for Salah er, at han i 2019 var med til at vinde Champions League - måske fordi de spanske finaleeksperter ikke var modstanderen. Tottenham blev slået med 2-0, og Salah scorede selv på straffespark i kampens andet minut.

Før sit igangværende og trods alt succesfulde ophold i Liverpool kæmpede den lynhurtige egypter med at få sit gennembrud på den største fodboldscene i Europa.

Allerede kort efter skiftet fra egyptisk fodbold til schweiziske FC Basel i 2012, så Salah ud til at blive en succes. Efter halvandet år i alpelandet blev han solgt til Chelsea, men så stoppede opturen også brat.

Han blev udlejet til Fiorentina og Roma i Serie A og endte med at blive solgt til sidstnævnte. Det var her, Jürgen Klopp for alvor blev overbevist om Salahs evner.

I sommeren 2017 blev han hentet til Liverpool for en anselig pris på lidt over 300 millioner kroner, men i en branche fuld af store summer skulle det vise sig at være et kup.

Salah er uomtvisteligt Egyptens største stjerne og har tæt på gudestatus i pyramidelandet. Alligevel tæller landsholdskarrieren også store nedture.

I både 2017 og 2022 var han med til at tabe finalen om det afrikanske mesterskab, og finalenederlaget til Senegal i februar i år blev fulgt op af endnu en nedtur mod samme modstander halvanden måned senere.

I den afgørende kamp om at kvalificere sig til VM var Salah nemlig blandt skurkene, da Egypten tabte til Senegal i straffesparkskonkurrence og missede billetten til verdensmesterskabet i Qatar.

/ritzau/