Recepttvang kan stoppe medicinmisbrug

Sundhedsministeren forsøg på at begrænse det voksende antal af forgiftninger hos unge med hovedpinepiller er halvhjertet. Det hjælper ikke et hak at hæve aldersgrænsen for køb til 18 år, som ministeren vil gøre næste år.

Det eneste rigtige er at gøre hovedpinepiller receptpligtig igen. Det siger børn og ungelæge Vibeke Manniche, der også er formand for de kommunale læger.

- Når unge har det hårdt, og livet er surt, så er det alt for nemt at få fat i de smertestillende piller, som i dag står i en stor bøtte med 100 styks i mange hjem. Skal det stoppes, handler det om at begrænse adgangen til de her piller mest muligt. Ved at gøre pillerne receptpligtigt fjernes tilgængeligheden, siger Vibeke Manniche.

Samtidig skal forældre være klar over, at det er farlig medicin, som børn slet ikke skal lære at tage som en slags slik eller livsstilsmedicin for den mindste smule.

- Forældrene skal forstå, at børn slet ikke har brug for smertestillende piller, som er vanvittig giftig medicin. De skal måske højst have dem én gang i hele deres barndom. Men medicinalindustrien har været dygtig til at få det til at fremstå som noget helt harmløst. Men gør man det receptpligtigt, så vil forældre omgås pillerne med langt større alvor. Vil sundhedsministeren gøre en forskel, så er det dér, han skal tage fat, siger Vibeke Manniche.

/ritzau/

Vil sundhedsministeren helhjertet beskytte børn og unge mod medicinforgiftninger, så må han gøre hovedpinepiller receptpligtige igen, siger børne- og ungelæge.

Offentliggjort Sidst opdateret