Redaktør fra Politiken skal være rektor på Den Danske Filmskole
Tine Fischer blev rektor på Den Danske Filmskole i 2021 efter en tumultarisk periode på skolen, der havde kostet den forhenværende rektor jobbet. Fra 1. januar 2025 skal Kristoffer Hegnsvad være rektor. (Arkivfoto). Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Filmredaktør på Politiken Kristoffer Hegnsvad tiltræder 1. januar 2025 som rektor på Den Danske Filmskole.
Fra årsskiftet skal Kristoffer Hegnsvad være rektor på Den Danske Filmskole.
Det skriver Den Danske Filmskole i en pressemeddelelse.
Tidligere rektor Tine Fischer meddelte i maj, at hun ville stoppe på posten, fordi hun i stedet skulle være direktør for Det Danske Filminstitut.
Kristoffer Hegnsvad har siden 2013 været filmredaktør på Politiken.
- Kristoffer kan formidle i ord og billeder, og så har han omfavnet sit kandidatur til rektorstillingen med stor lyst, grundighed og ydmyghed. Vi glæder os derfor til sammen med skolens ansatte og elever at byde Kristoffer velkommen, siger bestyrelsesleder Louise Vesth i pressemeddelelsen.
Tine Fischer fratrådte stillingen som rektor 1. august. Siden har faglærer på produceruddannelsen Jonas Frederiksen fungeret som konstitueret rektor. Han fortsætter, indtil Kristoffer Hegnsvad tager over 1. januar 2025.
Hegnsvad har de seneste år været tilbagevendende gæstelærer på Den Danske Filmskole.
Han har desuden sideløbende skabt flere film, herunder dokumentaren "Soviet Bus Stops". Filmen var nomineret til en Robert-pris ved uddelingen i 2024 i kategorien "Årets kortfilm: Dokumentar".
Tine Fischer blev rektor på Den Danske Filmskole i 2021. Det skete efter en tumultarisk periode på skolen, hvor Vinca Wiedemann endte med at gå af som rektor.
Eleverne mente, at undervisningen var blevet for akademisk og var utilfredse med, at en ansat på skolen var blevet hjemsendt.
Derfor blokerede de i 2019 indgangen til skolen og krævede rektorens afgang.
22. november 2019 meddelte Kulturministeriet, at skolen ikke længere havde opbakning fra elever, lærere og branchen. Derfor var det blevet besluttet, at Vinca Wiedemann skulle stoppe som rektor.
Bo Damgaard agerede som konstitueret rektor i perioden frem til, at Tine Fischer overtog i maj 2021.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub