Fint, at bevisbyrden holdt mod de fem somaliske pirater, der torsdag alle blev idømt fem års fængsel ved en domstol i Holland.
Sådan lyder vurderingen fra Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening.
- Hermed er disse pirater sat ud af spillet, men straflængden forekommer ikke specielt afskrækkende. Det vil være meget optimistisk at forestille sig, at dommen kan få nogen præventiv virkning, siger Fritz Hansen til Ritzau.
Han henviser til, at somaliske pirater er idømt langt hårdere straffe ved domstole i den afrikanske og arabiske del af verden.
- Men her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at dommene, bl.a. i Kenya, muligvis ikke kun har været for pirateri, men også for andre forhold, tilføjer vicedirektøren.
Danmarks Rederiforening gør sig ingen forhåbninger om, at den seneste dom signalerer en snarlig løsning på problemet med pirateri i farvandet ud for Somalia.
I mange tilfælde har bevisbyrden vist sig at være vanskelig. Men Fritz Hansen ser en mulighed for, at den fremover bliver knap så vanskelig at løfte.
Han fortæller, at der i gammel søfartslovgivning findes eksempler på, at folk kunne dømmes, alene hvis myndighederne fandt, at det materiale, som de havde med i bådene, var belastende i sig selv.
- Internationale jurister arbejder med muligheden for at kunne afsige en dom, alene baseret på hensigten om at begå en gidseltagning, hvis piraterne medbringer specielt værktøj eller andre effekter. I sig selv kan det måske ikke give nogen voldsomt lang straf, men det ville i det mindste sætte nogle flere pirater ud af spillet, slutter Fritz Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker