Referater bestrider forklaring om corona-lukning af domstole
Sammen med det øvrige offentlige Danmark lukkede domstolene ned i midten af marts. Kun særligt kritiske sager som blandt andet grundlovsforhør blev fortsat behandlet. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
De Radikale kalder minister i samråd, efter Information afslører mødereferater om nedlukning af domstole.
I midten af marts lukkede domstolene ned sammen med det øvrige offentlige Danmark på grund af udbruddet af coronavirus.
Siden har Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen afvist, at det var regeringen, der lukkede domstolene og afgjorde tidspunktet for genåbning.
Mødereferater fra møder i den krisestab, som Domstolsstyrelsen nedsatte efter nedlukningen af landet 11. marts, forstærker dog mistanken om, at det var regeringens beslutning.
Det skriver Dagbladet Information, som har modtaget referaterne fra en anonym kilde, efter at mediet har fået afslag på at få aktindsigt i referaterne.
I et referat fra et møde 8. april fremgår det, at der er "enighed om, at regeringens udmelding indebærer, at domstolene uændret er lukket ned til den 10. maj 2020".
Juridiske eksperter vurderer over for mediet, at referaterne underbygger, at beslutningen blev truffet af regeringen.
- Det er ikke i overensstemmelse med retsplejeloven og dermed ikke i overensstemmelse med grundloven, siger Jonas Christoffersen, til Information.
Han er advokat og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder og har skrevet en rapport om nedlukningen for tænketanken Justitia.
Kristian Hegaard, retsordfører for De Radikale, har på baggrund af historien indkaldt ministeren til et samråd.
- Det er et grundlæggende princip, at vi har en tredeling af magten. Folketinget, regering og domstolene spiller på hver sin banehalvdel og er uafhængige, siger han til Ritzau.
Her skal ministeren forklare, hvad der er sket.
- Indtil da kan jeg ikke vide, hvad der kommer ud af det. Men jeg håber selvfølgelig ikke, at regeringen har blandet sig i forholdene omkring domstolene, siger Kristian Hegaard.
Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen har over for Dagbladet Informationn afvist at kommentere historien.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned