Refns voldelige blodbad: Vil ikke selv slås
Foto: Anne-Christine Poujoulat /Scanpix
Anne-Christine Poujoulat /Scanpix
En mand sidder i en lænestol og kigger på en karaoke-sangerinde. Pludselig står en hævntørstig eks-betjent foran ham. Med et snuptag banker han to syle ned gennem mandens hænder, så han ikke har en chance for at slippe væk. Så hamrer han to syle ned i lårene på ham. Og nu kan han i ro og mag stikke øjnene ud på ham.
Der er ikke noget at sige til, at mange sad lidt uroligt i stolen under morgenens visning af Nicolas Winding Refns nyeste film "Only God Forgives" i Cannes. Filmen er med i konkurrencen om Guldpalmen og blev onsdag præsenteret officielt.
Efterfølgende dukkede den danske instruktør op til pressekonference på filmen, og her blev der stillet spørgsmål til filmmagerens metoder.
- Du lyder lige som min mor, siger Refn, da en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP ville vide, hvordan han kan retfærdiggøre, at hans film er så voldelig og explicit.
- Kunst er en form for vold, kunst er en slags penetration. Kunst handler om at tale til vores underbevidste behov på flere planer. Jeg tænker ikke så meget over, hvorfor der er så meget vold i mine film, jeg tænker bare på, hvad der tænder mig, siger filmskaberen.
Men selvom hans nye film i nogle scener er et regulært blodbad, og hovedrolleindehaveren Ryan Gosling får så vederstyggelige tæv, at man knap kan kende ham, er instruktøren selv ikke en, der slås.
- Jeg vil ikke selv beskrive mig som en voldelig mand. Jeg ville dø, hvis nogen kiggede ondt på mig. Men jeg har en fetich for voldelige følelser, som jeg ikke kan forklare, hvor stammer fra, forklarer han.
Han mener, at vold ligger til den menneskelige natur.
- Vi skal ikke glemme, at menneskets krop er skabt til vold. Vi har ikke længere behov for vold for at overleve, men vi har stadig trangen til den, mener instruktøren, der dog indrømmer, at han i tiden, hvor han skrev manuskriptet til filmen, ikke var i det bedste humør.
- Jeg kan huske, at jeg var meget vred og følte, at jeg havde nogle voldelige følelser i mig, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af, siger instruktøren, der altså endte med at filmatisere dem i "Only God Forgives".
Filmen er med i den prestigefyldte hovedkonkurrence på festivalen og kan altså løbe med Guldpalmen, der uddeles i weekenden.
Herhjemme har filmen premiere den 30. maj.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde