Regeringen vil kortlægge udfordringerne ved inklusion
Regeringen vil kortlægge udfordringerne ved inklusion Foto: POLFOTO/AP
POLFOTO/AP
Ekspertgruppe skal kortlægge udfordringerne ved inklusionsområdet. Anbefalingerne ligger klar om et halvt år.
Elever med særlige behov skal have bedre rammer.
Det mener regeringen, som derfor nu nedsætter en ekspertgruppe, der skal kortlægge udfordringerne på inklusionsområdet og derefter komme med anbefalinger til, hvordan inklusionsindsatsen kan løftes ude på de enkelte skoler.
Det skriver Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i en pressemeddelelse. Det sker efter en statusanalyse af kommunernes omstilling til øget inklusion, som blandt andet viser, at lærerne ikke føler sig klædt på til opgaven.
Ekspertgruppen skal have en dagligdag ude på skolerne, og det bliver formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal, der kommer til at stå i spidsen for gruppen.
Gruppen består derudover af tre kommunale repræsentanter, to lærere, en pædagog, en repræsentant fra PPR og to repræsentanter for eleverne. Herudover vil der blive nedsat en større referencegruppe bestående af folkeskolens parter, relevante vidensaktører og forskere på området.
De skal kortlægge inklusionsområdet gennem en række undersøgelser, og arbejdet skal munde ud i en række konkrete anbefalinger til arbejdet med inklusion, som skal være nemme for kommunerne og skolerne at iværksætte. Anbefalingerne skal være klar om seks måneder.
Og ifølge minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) handler det om at sikre børnene bedre støtte.
- Der er mange steder, hvor der er udfordringer med at få inklusionen til at lykkes. Det er ikke nogen nem øvelse at få flere børn med i fællesskabet i den almene folkeskole.
- Vi vil være sikre på, at alle børn får den nødvendige støtte. Det er derfor, vi nu gennemfører et eftersyn af inklusionsindsatsen, siger hun.
Og Claus Hjortdal ser frem til at være formand.
- For mig at se er der tre store og vigtige opgaver, vi skal tage fat på: Vi skal give et samlet billede af inklusionsindsatsen, finde gode eksempler og hovedproblemer samt ikke mindst komme med anbefalinger til praksis og justeringer.
- Målet må være, at ideen om inklusion i skolen, hvor alle elever lærer og trives, skal lykkes i skolens virkelighed, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned