Regeringen vil ophæve femårsgrænse for opbevaring af æg
Regeringen vil hæve grænsen på fem år for nedfrysning af æg til fertilitetsbehandling. Det skriver sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på sociale medier. Meldingen kommer, efter at Det Etiske Råd har anbefalet en ændring. (Arkivfoto). Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Flertal i Det Etiske Råd anbefaler, at opbevaring af nedfrosne æg forlænges, indtil kvinden fylder 46 år.
Regeringen vil ophæve femårsgrænsen for opbevaring af æg, der er nedfrosset til fertilitetsbehandling.
Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Facebook.
Han vil derfor indkalde Folketingets partier til forhandlinger om ændringen.
Meldingen kommer, efter at Det Etiske Råd tirsdag aften i en ny udtalelse anbefaler ændringen for både befrugtede og ubefrugtede æg.
Som loven er i dag, må nedfrosne æg maksimalt gemmes i fem år. Men der er ikke noget etisk i vejen for at forlænge grænsen, lyder det nu enstemmigt fra Det Etiske Råd.
Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd, fortæller, at der er flere grunde til rådets nye anbefaling.
- Et af perspektiverne er at øge ligestillingen mellem mænd og kvinder i forhold til den periode, deres kønsceller kan nedfryses. For der er en ulighed i dag, ved at der ikke nogen øvre grænse for, hvor længe sædceller kan nedfryses.
Derudover nævner hun blandt andet, at der nu er bedre data i forhold til at vurdere, at der ikke er en betydelig risiko ved at fryse æggene ned i længere tid.
Spørgsmålet er så, hvor længe æggene fremover må opbevares.
Et flertal på 15 ud af 17 af Det Etiske Råds medlemmer anbefaler, at nedfrosne æg fremover kan opbevares, indtil kvinden fylder 46 år. Det er den alder, der er sat som grænse for, hvor længe kvinder må få fertilitetsbehandling i Danmark.
To af rådets medlemmer anbefaler derimod en grænse for opbevaring af æg i maksimalt ti år.
Det fremgår ikke af Magnus Heunickes opslag, hvilken tidsgrænse regeringen mener, der skal gælde. Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at det afhænger af forhandlingerne med de øvrige partier.
Tidligere i september fik et borgerforslag om forlængelse af nedfrysning af æg 50.000 underskrifter, hvormed forslaget skal behandles i Folketingssalen.
Det fik efterfølgende et politisk flertal til at melde sig klar til at kigge på en mulig forlængelse.
Magnus Heunicke skriver på Facebook, at der ikke kan være tvivl om, at det er hårdt at være i fertilitetsbehandling. Derfor mener han ikke, at det giver mening at destruere æg, det er lykkedes at befrugte.
- Det har et borgerforslag sat fokus på - og jeg er helt enig, skriver han.
- Etisk Råd har nu set på sagen, og rådet har vurderet, at der ikke er noget etisk i vejen for at ophæve femårsgrænsen. Derfor synes jeg, at vi bør ophæve grænsen på fem år for de æg, der nedfryses i forbindelse med fertilitetsbehandling.
Det er sundhedsministeren, der har bedt Det Etiske Råd om at tage stilling til spørgsmålet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned