Regeringens økoplan halter langt bagefter

Markant mere økologi i Danmark er en vigtig del af regeringens plan for dansk landbrug og natur. Men der er meget langt fra virkeligheden til regeringens mål om, at det økologiske areal skal fordobles i løbet af de næste 10 år.

Helt nye tal viser, at det går særdeles trægt. Fra maj 2009 til maj 2010 kom der kun 3800 nye økologiske hektar jord til i Danmark. Det er tæt på kun en femtedel af det årlige mål på 18.000 nye økologiske hektar, som er en vigtig forudsætning i regeringens store plan Grøn Vækst.

Selvom det skulle lykkes at nå op på 5000 hektar samlet ved den næste ansøgningsrunde for landmændene i september, så det altså fortsat under en tredjedel af regeringens mål.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) erkender, at der skal turbo på udviklingen.

Til efteråret kommer han med en ny handlingsplan for, hvordan økologien udbredes mere.

- Det er en rimelig voksen udfordring, vi står overfor. Det er vigtigt, at vi denne gang tager udgangspunkt i forbrugernes situation både i supermarkedet og på arbejdspladser og skoler, siger ministeren og fortsætter:

- Vi skal have meget mere fokus på udvikling på brug af økologiske mad i kantinerne på virksomhedernes. Desuden tror jeg på, at økologien vil brede sig i institutionernes madordninger de kommende år. Men det skal drives af markedet, fastholder ministeren.

Første skridt mod den økologiske aktionsplan, er en økologisk debatdag torsdag for fagfolk.

- Vi kigger både på produktionen, på forarbejdningen og på afsætningen og er på jagt efter den gode idé, der kan give økologien et markant løft. En slags økologisk x-faktor, siger fødevareministeren.

/ritzau/

Det går meget trægt med regeringens planer om at fordoble økologien. Fødevareminister Henrik Høegh (V) vil sætte fokus på kantiner på arbejdspladser og skoler.

Offentliggjort Sidst opdateret