Region lod 811 kvinder vente for længe på kræftundersøgelse
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) bliver trukket ind i sagen om, at 811 syddanske kvinder er blevet indkaldt for sent til supplerende undersøgelser, efter at en mammografi havde givet anledning til mistanke om kræft. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling/arkiv
811 kvinder i Region Syddanmark er ved en fejl blevet indkaldt for sent til supplerende kræftundersøgelser.
811 syddanske kvinder er ved en fejl blevet indkaldt for sent til en supplerende kræftundersøgelse. 138 af dem har efterfølgende fået konstateret brystkræft, oplyser Region Syddanmark.
For de kvinder, der har fået konstateret brystkræft, er den for sene indkaldelse på mellem 1 og 37 dage. De berørte kvinder bliver alle kontaktet, oplyser regionen.
Regionen forklarer, at den har fortolket lovgivningen forkert. Dermed har den ikke overholdt ventetidsgarantien, der er på 14 dage for undersøgelse af brystkræft, efter at der er opstået mistanke efter en mammografi.
I gennemsnit har kvinderne ventet 7,25 dage for længe.
Direktøren for Odense Universitetshospital, Kim Brixen, undskylder uforbeholdent over for de berørte kvinder og deres pårørende.
Han understreger, at forsinkelsen efter alt at dømme ikke har haft betydning for kvindernes chance for at blive helbredt.
- Det tror vi ikke. Og det bygger vi på, at eksperter har vurderet, at man har cirka 30 dage at løbe på, siger Kim Brixen.
- Brystkræft er heldigvis en kræftform, der vokser relativt langsomt. Så det er ikke fra time til time, vi taler om. Men når det er sagt, skal tingene selvfølgelig køre efter reglerne.
Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, mener, at det er komplet uforståeligt, hvordan fejlen kan ske. Han vil have sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd om sagen.
- Vi ved, hvor vigtigt det er at komme hurtigt i gang med undersøgelser og behandling, hvis man skal øge chancerne for at overleve en kræftsygdom.
- Derfor kan det selvsagt også få fatale konsekvenser, hvis man ikke reagerer hurtigt på en mistanke om kræft, påpeger han.
Kim Brixen forklarer, at fejlen kan være opstået, fordi ændrede regler har skullet vandre fra Sundhedsstyrelsen til regionen og videre til afdelingerne på sygehusene.
- Et eller andet sted i den kæde er der sket en misforståelse. Nu har vi brugt de fleste kræfter på at få informeret kvinderne, siger han.
- Så må vi have det administrative system tjekket efter, så vi kan være sikre på, at de beskeder, der kommer fra Sundhedsstyrelsen bliver efterlevet til punkt og prikke.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde