Region Syd skal drøfte Novo-støttet diabetescenter
Region Syddanmark skal tage stilling til tilbud fra Novo-fonden om medfinansiering af nyt diabetescenter.
Politikere fra Region Syddanmark skal på et møde 10. august tage stilling til, om man vil sige ja eller nej tak til en invitation fra Novo Nordisk Fonden om samarbejde om et nyt diabetescenter.
Det såkaldte Steno Diabetes Center skal placeres ved det nye universitetshospital i Odense og skal beskæftige sig med både forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetesområdet.
Det er medlemmerne af Sundhedsudvalget og Innovationsudvalget, der på to ekstraordinære møder 10. august skal tage stilling til, om de kan godkende oplægget.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er helt tryg ved at lade Novo Nordisk Fonden bidrage med finansiering af det nye diabetescenter.
- Vi har i regionsrådet det fulde og hele ansvar for den overordnede planlægning af behandlingsstrukturen, og vores læger har ansvaret for tilrettelæggelse af den individuelle behandling.
- Så længe vi er bevidste om det, er dette en spændende mulighed for at gøre noget rigtig godt for en stor og voksende gruppe, siger Stephanie Lose i en pressemeddelelse.
Også Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for Sundhedsudvalget, ser muligheder i projektet.
- I Region Syddanmark har vi et højt behandlingsniveau, og etableringen af et diabetescenter vil give os mulighed for at gøre behandlingen endnu bedre, siger han i pressemeddelelsen.
Planen om et diabetescenter i Odense er ifølge pressemeddelelsen afhængig af bevillingen fra Novo Nordisk Fonden.
Novo-fonden har tidligere indgået aftale med Region Hovedstaden om et lignende center og har indledt drøftelser med de øvrige fire regioner om tilsvarende initiativer.
Det fik i sidste måned flere overlæger og en ekspert til i Jyllands-Posten at udtrykke bekymring for centralisering af behandling af diabetespatienter og ensidigt fokus på produkter fra Novo Nordisk i behandlingen.
Hvis de to udvalg i Region Syddanmark på mødet 10. august vælger at gå videre med planen, så skal det samlede regionsråd tage stilling til visionsoplægget på et møde 22. august.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker