Region Syddanmark anmelder borgere efter mistanke om Ozempic-svindel
Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet bedt af Region Syddanmark om at vurdere 44 sager, hvor der er udskrevet Ozempic til mere end et halvandet års forbrug til én patient på et år. (Arkivfoto). Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix
Regionen har bedt politiet undersøge tre borgeres tilskud til Ozempic og vil politianmelde dem denne uge.
Som femte og sidste region har Region Syddanmark bedt politiet om at undersøge et stort antal indløste recepter på diabetesmedicinen Ozempic.
Regionen har besluttet, at man vil politianmelde tre borgere, der tilsammen har modtaget medicintilskud for godt en halv million kroner til Ozempic.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Efter en grundig gennemgang har regionen fundet frem til, at de tre borgere på et år har indløst recepter på Ozempic, der svarer til mere end tre års maksimalt forbrug. Det vækker opsigt, da medicinen kun har en holdbarhed på tre år, lyder det i meddelelsen.
- Det er vigtigt at få undersøgt det til bunds og få afklaret, hvis der er foregået noget ulovligt, siger regionsrådsformand Bo Libergren (V) i meddelelsen.
- Ozempic er medicin til diabetespatienter, der virkelig har behov for det, og vi kan selvfølgelig ikke tolerere, hvis nogen misbruger medicinen til svindel eller videresalg, oplyser han videre.
Regionen oplyser til Ritzau, at man anmelder de tre borgere til politiet i løbet af den indeværende uge.
Styrelsen for Patientsikkerhed er derudover blevet bedt af regionen om at vurdere 44 sager, hvor der er udskrevet Ozempic til mere end halvandet års forbrug til én patient på et år.
De fire øvrige regioner i landet har tidligere meddelt, at de vil anmelde borgere for det samme som Region Syddanmark. Tilsammen vil de fem regioner for nu anmelde 33 borgere spredt ud over landet.
Alle regionerne har sat grænsen for politianmeldelserne ved patienter, der har hentet Ozempic til mere end tre års forbrug på et år.
I 2023 brugte Region Syddanmark cirka 296 millioner kroner på medicintilskud til Ozempic. I 2022 var tallet 136,6 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker