Region vinder pris for at forenkle skilte og lægers sprog
Region Hovedstaden har siden 2015 arbejdet med at forenkle lægefaglige termer og kommunikere, så patienterne forstår sundhedspersonalets budskaber. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sprogprisen 2022 går til Region Hovedstaden for arbejdet med at oversætte latinske betegnelser på hospitaler.
De latinske betegnelser på landets hospitaler kan ofte være svære at forstå. Det har Region Hovedstaden fundet en løsning på - og får nu en pris for.
Regionen vinder Sprogprisen 2022 for regionens arbejde med at oversætte lægefaglige termer til letforståeligt dansk.
Det skriver kommunikationsvirksomheden Syntaksis, som er med til at uddele prisen, i en pressemeddelelse.
Begrundelsen er, at der normalt er stor afstand mellem lægers fagsprog og patienters pressede og skrøbelige virkelighed.
- I denne verden er der brug for god formidling og brobygning mellem to så forskellige udgangspunkter. Og når det så sker og virker, er det en ekstraordinær pris værd, fortæller Anne Katrine Lund, formand for Sprogprisens dommerkomité.
Det har Region Hovedstaden løst ved at forenkle navne og patientinformationer samt udforme letlæselige skilte. Det er en del af projektet "Ventet og Velkommen", der blev lanceret i 2015.
Sproget spiller nemlig en vigtig rolle i at højne tilfredsheden blandt patienter og skabe større lighed blandt regionens borgere. Det siger Marie Kruse, direktør i Region Hovedstadens Center for Politik og Kommunikation.
- Det skal være slut med at tale til patienten på et sprog, som de ikke forstår. Læger, sygeplejersker og andre medarbejdere skal bruge ord og udtryk, som patienterne forstår og føler sig trygge ved, siger hun.
Ud over Region Hovedstaden vandt også Børneavisen, Røde Kors, Leman og Fødevarestyrelsen Sprogprisen 2022 i forskellige kategorier.
Bag prisen står blandt andre Dansk Sprognævn, sproget.dk, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Forbundet Kommunikation og Sprog, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kurtstrand.dk og Syntaksis.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned