Der er flere hundrede velkvalificerede læger fra tredjeverdenslande ansat på de danske sygehuse. Men det tal kan være på vej ned. Jagten på såkaldt farlige læger er nemlig ved at tage overhånd, advarer formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman (S).
- På baggrund af 10-12 enkeltsager er man ved at hænge alle udenlandske læger ud. Det skaber en masse utryghed blandt patienterne, og det kan betyde, at lægerne ikke føler sig velkomne og rejser hjem med en dårlig oplevelse i bagagen. Og så får vi endnu sværere ved at rekruttere de nødvendige og dygtige læger i udlandet, siger Ulla Astman.
Regionerne er lægernes direkte arbejdsgivere, men det største ansvar for at sortere de uduelige læger fra ligger ifølge Ulla Astman hos Sundhedsstyrelsen.
- Regionerne skal også kigge på, hvordan vi kan gøre det bedre. Men først og fremmest må Sundhedsstyrelsen tage deres indledende arbejde med at godkende de udenlandske lægers eksaminer lidt mere alvorligt. Det var også Sundhedsstyrelsen, der i 2001 lempede reglerne og fjernede sprogtesten for udenlandske læger, siger Ulla Astman.
Hun mener, at der er kommet flere gode forslag i sundhedsminister Bertel Haarders (V) handlingsplan, som blandt andet indfører test, før lægerne kan få en midlertidig autorisation på 12 måneder.
I regionerne undrer man sig dog over, at en arbejdsgruppe med deltagelse af regionerne helt tilbage i oktober færdiggjorde en rapport med forslag til stramninger på området, uden at der er sket noget.
- Rapporten har samlet støv i fire måneder, og så reagerer man først, når der kommer skriverier i pressen. Det er simpelthen for sløvt, siger Ulla Astman.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde