Den kommende valgkamp kan risikere at koste regionerne livet. Det frygter Danske Regioners formand Bent Hansen (S) og næstformand Carl Holst (V), der advarer politikerne mod at gøre regionernes eksistens til et tema i den valgkamp, der så småt er ved at gå i gang på Christiansborg.
- Jeg oplever en stigende tendens hos alle partier - inklusiv mit eget - til, at hvis de ikke ved, hvad de skal sige, så kan de altid sige, at regionerne skal nedlægges, siger Carl Holst.
Han giver som eksempel, at en af hans egne partifæller, udenrigsordfører Michael Aastrup, så sent som i fredags på en it-konference slog til lyd for regionernes nedlæggelse på baggrund af problemerne med det nye billetsystem Rejsekortet - som i øvrigt ifølge Holst ikke er regionernes ansvar.
- Politikere, der ikke ved, hvad de ellers skal mene, kan altid sige, at regionerne skal nedlægges. Men hvis man vil den offentlige sektor godt, så stopper man den slags udgydelser, for det er med til at skabe utryghed hos vores dygtige medarbejdere, siger Carl Holst.
Sammen med Danske Regioners formand Bent Hansen (S) slår han tirsdag i en kronik i Berlingske Tidende til lyd for regionerne og argumenterer for, hvorfor regionerne skal bevares.
- Det er ikke et spørgsmål om Bent Hansen eller Carl Holst og vores job. Vi skal nok klare os. Det handler om saglighed og om de medarbejdere, hvis arbejdsindsats og glæde ved at gå på arbejde er forudsætningen for at levere et godt sundhedsvæsen i dag og et endnu bedre i fremtiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker