Regioner mangler enkeltdele for at kunne coronateste flere
Testkit er ikke stopklodsen i forhold til Covid-19-test. Det er små ting som plasticbakker og pipetter.
Mens der fra fleres steder presses på for at øge testmængden i Danmark, melder regionerne om mangel på udstyr.
Det skriver Berlingske fredag.
Avisen har været i kontakt med flere af regionerne, og for Region Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland gælder det, at de alle mangler nødvendige enkeltdele for at kunne teste flere for Covid-19.
Det handler for eksempel om pipetter og plasticbakker.
- Vi spræller som en fisk i nettet. Nogle varenumre har vi været heldige at få gode leverancer på. Andre har vi været mindre heldige med og har kun fået en brøkdel af det, vi har bestilt, siger Michael Pedersen, formand for Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi og overlæge ved Hvidovre og Amager Hospital, til Berlingske.
Onsdag lød ambitionen fra Sundhedsstyrelsen, at der skal testes 5000 danskere om dagen for coronavirus.
Torsdag gjorde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, det klart i P1 Orientering, at man gerne vil teste endnu flere.
Radioværten fortalte, at Norge gerne vil op på 10.000 om dagen, hvortil Søren Brostrøm svarede:
- Det vil vi også gerne, og det skal vi også. Og vi skal også endnu højere op end det, sagde Brostrøm i P1 Orientering.
Men flere oplyser nu til Berlingske, at Danmark er kommet alt for sent i gang med at indkøbe det nødvendige udstyr.
Ifølge avisen kræver det på Hvidovre og Amager Hospital i alt 15 enkeltdele at gennemføre en test - det er ikke det helt særlige testkit, der er mangelvaren.
Det gælder også hos Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland.
Danske Regioner har ifølge avisen nu nedsat en taskforce, der skal løse problemet.
Men her frygter man, at den internationale efterspørgsel på enkeltdele kan udgøre et problem i forhold til at få indkøbt og fordelt de nødvendige remedier.
I alt 16.197 personer var sent torsdag blevet testet for virusset i Danmark.
Test, hvor svaret endnu ikke er klar, eller testen ikke giver et tydeligt svar, tæller ikke med.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned