Regioner og læger afbryder forhandlinger

Uenighed om hvordan lægevagten skal drives fremover førte fredag aften til, at overenskomstforhandlingerne mellem de praktiserende læger og Danske Regioner brød sammen.

Ifølge de praktiserende læger vil Regionerne fratage lægerne retten til medbestemmelse, når det gælder deres funktion i lægevagten.

- Regionerne vil have lov til at bestemme, hvordan lægevagten skal fungere, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal gøre det henne. Men de kræver samtidig, at vi skal være forpligtet til at dække lægevagten. Og her må vi sige, at der er altså ingen andre steder, hvor man bliver underlagt en ledelse og ikke kan få lov til at sige fra, siger Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Parterne havde stort set lige sat sig ved forhandlingsbordet, da de besluttede at gå hver til sit.

- Forhandlingerne brød utrolig hurtigt sammen på et tidspunkt, hvor vi kun havde nået at diskutere en brøddel af alle de emner, vi havde at drøfte, siger Henrik Dibbern.

Regeringen har netop offentliggjort en ny rapport om fremtidens akutberedskab, hvor det anbefales, at lægevagten integreres i den ny akutstruktur.

Regionerne mener, at de praktiserende læger stiller store økonomiske krav, men at de mangler vilje til at løse udfordringerne i fremtidens sundhedsvæsen.

- Vi oplever, at PLO melder sig ud af fremtidens sundhedsvæsen. Det er rigtig ærgerligt, for vi ønsker jo faktisk, at de praktiserende læger har en central rolle i udviklingen, siger Jens Stenbæk, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Trods sammenbruddet i forhandlingerne vil både lægevagt og praktiserende læger være på plads til at betjene borgerne, som de plejer, understreger Henrik Dibbern.

/ritzau/

Overenskomstforhandlingerne mellem de praktiserende læger og regionerne brød sammen, inden de rigtig var gået i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret