Regioner vil undgå babyer med abstinenser med nye døgntilbud
Det kan have en lang række konsekvenser at være et barn, der bliver født af en mor med misbrugsproblemer. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Regioner arbejder på tilbud om døgnbehandling til gravide med misbrug og håber på penge på finansloven.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det kan have en lang række konsekvenser at være et barn, der bliver født af en mor med misbrugsproblemer.
De bliver ofte født for tidligt, de kan have abstinenser ved fødslen, lav fødselsvægt og misdannelser og senere få problemer med adfærdsforstyrrelser, indlæringsproblemer og omsorgssvigt.
På den baggrund har Danske Regioner besluttet at arbejde for, at gravide med misbrug skal have bedre og hurtigere hjælp end i dag i form af døgnbehandling.
Her skal den gravide kunne flytte ind og få hjælp til at komme ud af misbruget og få en god start på familielivet.
Det fortæller næstformand i Danske Regioner Stephanie Lose (V), der også er regionsformand i Region Syddanmark.
Annonce
- Vi håber, at vi med det her tilbud vil kunne sikre, at der er færre børn, der bliver født med forskellige problemer og abstinenser som følge af mors misbrug under graviditeten, siger Stephanie Lose.
Hun peger på gode erfaringer fra Norge og Finland og forestiller sig, at der kan blive tale om to til tre opholdssteder forskellige steder i landet. Det skal nu drøftes videre med fagfolk.
- Vores primære sigte er selvfølgelig at skabe gode vilkår for de små nye børn, der er på vej i verden, og også for deres mødre, som ofte er i en rigtig svær situation, siger næstformand i Danske Regioner Stephanie Lose (V), der også er regionsformand i Region Syddanmark. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Men Danske Regioner vil arbejde for, at der sættes penge af til døgnbehandlingen i den kommende finanslov for 2023. Der er ikke midler til det i dag, siger Lose.
Tidligere har Sundhedsstyrelsen vurderet, at der fødes mellem 50 og 100 børn med abstinenser hvert år i Danmark.
Cirka 80 gravide om året med et skadeligt forbrug af for eksempel opioider, heroin, hash eller alkohol vurderes at kunne hjælpes med et nyt tilbud.
Det vurderer landets familieambulatorier, hvor de gravide med misbrug i dag får hjælp.
For den mest udsatte gruppe gravide er der brug for mere støtte, mener Merete Hein. Hun er lægefaglig leder af Familieambulatoriet ved Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.
Der er i dag begrænset mulighed for døgnbehandling i kommunerne, men der kan være lang sagsbehandling, lyder det.
- Der er nogle, som har brug for et døgnophold for at komme ud af deres misbrug og komme væk fra det miljø, de er i, og få den ekstra støtte i rusmiddelbehandlingen og hjælp fra en socialrådgiver, siger hun.
Regeringen fremlægger sit bud på en finanslov i slutningen af august, og herefter begynder de politiske forhandlinger om fordelingen af pengene.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt