Regionsråd kræver mindre statsindblanding

Mens et nyt akutsygehus ved Herning pludselig er blevet finanslovstof, så kræver politikerne i landets fem regionsråd, at staten i stedet holder snitterne væk og give dem mere selvbestemmelse.

Det viser en ny uafhængig undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning AKF).

Selv om der den seneste tid er stillet store spørgsmålstegn ved regionernes rolle og gennemslagskraft, så ønsker 8 ud af 10 regionspolitikere ikke at erstatte de folkevalgte regionsråd med professionelle bestyrelser.

Lige så mange politikere - 80 procent - vil i stedet styrke det regionale demokrati. Derfor skal de nuværende midlertidige udvalg under regionsrådene afløses af permanente underudvalg. Det kræver en lovændring. Men det vil ifølge politikerne styrke faglighed og kompetence i regionsrådene.

Samtidig vil 74 procent overføre mere magt fra staten til regionerne, mens 80 procent ønsker større regionalt selvstyre.

Undersøgelsen viser også, at 7 ud af 10 regionsrådspolitikere genopstiller. Trækkes de politikere ud af regnestykket, der ikke genopstiller på grund af alder og flytning, er der tale om en meget stor andel af de regionale politikere, der genopstiller.

- Det ser jeg som et udtryk for, at det trods alt er ganske spændende at arbejde i regionsrådene, siger regionernes formand, Bent Hansen (S).

/ritzau/

Mere selvstændighed og mindre statslig indblanding. Det er ønsket fra regionspolitikerne. Flere end ventet trodser den begrænsede indflydelse og genopstiller.

Offentliggjort Sidst opdateret