Det skal være endnu sværere for dømte pædofile at komme i nærheden af børn.
Det mener kulturminister Per Stig Møller (K), der nu lægger op til en stramning af reglerne for, hvilke institutioner der skal indhente de særlige børneattester, når de ansætter folk.
En børneattest er en særlig form for straffeattest, der viser, om man tidligere er dømt for sexovergreb på mindreårige.
I dag har blandt andet det offentlige, idrætsforeninger, musikskoler og rejseselskaber pligt til at indhente en sådan attest, når de ansætter folk. Kredsen af institutioner, der har pligt til at indhente en børneattest, bliver nu udvidet, så den også omfatter blandt andet filmskoler.
- Derudover iværksætter Kulturministeriet et udredningsarbejde, som skal se på, om det vil være hensigtsmæssigt at stramme op på reglerne om børneattester mere generelt.
- Det skal ske, så vi i videst mulige omfang sikrer, at personer, som er dømt for krænkelser af børn, ikke ansættes til at have direkte kontakt med børn under 15 år, udtaler Per Stig Møller i en pressemeddelelse.
Stramningen kommer, efter at Ekstra Bladet i sidste uge kunne fortælle om en mand, som trods flere domme for alvorlige sexovergreb på børn arbejdede på filmskolen Station Next i København.
Udspillet fra den konservative kulturminister kommer samtidig med, at SF har et beslutningsforslag til Folketinget på vej, der netop ville stramme op på reglerne af børneattester.
- Nu vil vi afvente redegørelsen fra ministeren, men i princippet bør der strammes op, så reglerne omfatter alle institutioner, hvor børn færdes. Som loven er lavet i dag, er den for åben for fortolkning, og der er for mange skøn, siger Karina Lorenzen,
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker