Regnvejr kunne ikke punktere den gule folkefest

Vennerne Frederik Hestbæk, Jakob Skaarup og Christian Moesgaard står ved ruten på Østerbrogade. De har taget fransk vin med og en skærm for at følge etapen. (Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix). Foto: ãlafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Regnvejr i løbet af eftermiddagen kunne ikke punktere den gule folkefest i de københavnske gader, der var fyldt op med tilskuere i højt humør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Langs Øster Søgade på Østerbro er træerne svøbt i gult stof.

Danske og franske flag hænger ud ad vinduerne fra husene i Kartoffelrækkerne. Området er relativt mennesketomt ved formiddagstid.

Længere nede langs Søerne på Østerbrogade summer det. Gulfeberen kan høres fra flere hundrede meters afstand.

Den kommer fra mennesker i hobetal. Flere af dem har været der fra om formiddagen og har medbragt højttalere og festivalstole.

Scenen er sat til en gul folkefest.

Blandt tilskuerne er en gruppe på seks venner, der har slået lejr tæt på svinget ved Øster Søgade. Der har de stået siden klokken 10, omkring seks timer inden den første rytter har forladt startrampen.

- Klokken 10 var for sent, vi skulle have været her klokken 8, siger Jakob Skaarup, der til daglig arbejder som revisor hos Deloitte.

Vennerne Christian Moesgaard (tv.) og Jakob Skaarup har medbragt en rødvin fra Bordeaux i anledning af det franske cykelløb. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

- Vi er kommet herud tidligt for at se folk komme til, mærke stemningen og musikken nede fra hjørnet, siger vennen og kollegaen Frederik Hestbæk.

Musikken stammer fra en Soundboks. I løbet af dagen har den fyldt lydkulissen med både dansk og fransk musik, som er blevet suppleret af højttalerens dunkende bas.

Den gule feber er også til at føle ved startrampen på Nørre Farimagsgade, hvor tilskuere klapper af en håndfuld børn i gule veste, der med tungen lige i munden kæmper for at træde igennem på pedalerne.

Nogle hundrede meter væk er Rådhuspladsen i løbet af formiddagen forvandlet fra næsten mennesketom til at ligne en myretue af mennesker. Både dansk, tysk og sågar australsk lyder blandt tilskuerne.

Selv om solen gemmer sig lidt bag skyerne på himlen, løber sveden fra panden på mange af de fremmødte.

Vennerne på Østerbrogade kan dog glæde sig over at have medbragt en taske med kolde øl og rødvin fra Bordeaux, som de kan køle sig ned med.

- Jeg har glædet mig kæmpe meget. Det er kæmpe stort, når man selv cykler, kan lide sporten og har gjort det i mange år. Så er det sgu fedt at komme ud, få nogle øl og se Touren foran ens eget hjem, fortæller Frederik Hestbæk.

Også ved Gefionspringvandet trodsede tilskuere regnen for at overvære cykelløbet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Han afbryder sig selv for en kort stund.

"Mads P., Mads P.", råber han, mens han ligesom sine kammerater med knyttet hånd strækker armen ud over afspærringen og tiljubler cykelrytteren Mads Pedersen, der kører sin opvarmningstur, inden enkeltstarten skydes i gang.

De fremmødte langs Østerbrogade kan se frem til at se hver enkel cykelrytter drøne forbi ad to omgange, da rytterne skal passere hver sin side af vejen.

Vennerne, der til dagligt arbejder som revisorer, har i dagene op til kæmpet for at nå en deadline, så de kunne komme ud at opleve Touren i de københavnske gader.

Af den grund var intet sikkert på forhånd, selv om de havde sat kryds i kalenderen for mange måneder siden.

- Vi havde nok taget herover alligevel. Det var helt klart en prioritet at møde op i dag. Det er "once in a life time", siger Christian Moesgaard fra vennegruppen.

Ud på eftermiddagen går den ikke længere. Publikum i gaderne bliver mødt af gråt og vådt vejr. Men den gule feber i København lader sig ikke punktere.

/ritzau/

Tre Tour de France-etaper køres på dansk jord

* 1. juli: 1. etape er en 13 kilometer lang enkeltstart, der køres i Københavns gader. Tidskørslen starter på Nørre Farimagsgade ved Ørstedsparken og slutter ved Rådhuspladsen. På ruten passerer rytterne blandt andet Amalienborg, Nyhavn og Marmorkirken.

* 2. juli: 2. etape strækker sig over 202 kilometer fra Roskilde til Nyborg. Undervejs kører feltet blandt andet igennem Veddinge Bakker i Odsherred og ned langs Sjællands vestkyst, før etapen løber hen over Storebæltsbroen.

* 3. juli: 3. etape byder på en strækning på 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg. Blandt andet skal rytterne forbi Jellingstenene og Dybbøl Mølle og igennem Christiansfeld og Kolding.

Kilde: Letourcph.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu