Rejsekort giver prisforvirring

Rejsekortet skulle gøre det nemt og enkelt at rejse, men desværre er det blevet svært at gennemskue prisen på en rejse.

Det er nemlig ikke Rejsekortet, der fastsætter priserne. Det gør de enkelte trafikselskaber, som de altid har gjort. Er man for eksempel pensionist i Hovedstadsområdet, får man ingen rabat, mens man får 50 pct. i Nordjylland.

Kontant har talt med masser af rejsende om deres oplevelser og meldingerne lyder for eksempel:

- Ved du, når du bruger kortet, hvor meget en rejse koster, inden du tager af sted? Næ, jeg bibber bare ind og går ud fra...så håber jeg bare på det bedste.

- Der er forskel på, hvad det koster, når jeg tager til København. Det har jeg ikke fundet ud af systemet på endnu.

Hos Forbrugerrådet ville man gerne have haft ét samlet system, når man nu alligevel lavede et helt nyt billetsystem.

- Ét samlet zone- og rabatsystem, som var forståeligt for brugerne. Ét, som gik på tværs af alle trafik selskaber, så der ikke var forskel på, om man nu rejser i ét trafikselskab, og nu kører man over i det næste, og rabatterne er anderledes her, fra hvad de var før.

Det er rigtigt uigennemskueligt for brugerne, og det ville have været meget , meget nemmere, hvis det havde været ensartet, siger Lise Bjørg Pedersen, politisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Uigennemskuelige rabatter

Rejsekortet reklamerer med mængderabat. Jo mere du rejser, jo større rabat. Der er syv rabattrin. Øverste trin giver den største rabat. Din plads på stigen bliver beregnet ud fra den af de seneste tre måneder, hvor du har rejst mest.

Men Rejsekortet holder også øje med, hvor i landet du rejser meget. Og hvis det er i Jylland, så får du kun din mængderabat i Jylland. Tager du en enkelt eller to ture over Storebælt til København i løbet af et par måneder, så får du ikke mængderabat på den tur. Rejsekortet udregner nemlig din mængderabat ud fra tre områder. Sjælland, Fyn og Jylland og over Storebælt.

Men hvis du bor i Hovedstadsområdet, på Vestsjælland eller i Sønderjylland, kan du godt glemme alt om mængderabat. Det er der nemlig slet ikke noget af her.

Og så er der myldretidsrabatten. Når du rejser med Rejsekortet uden for myldretiden, kan du få op til 20 procent rabat. Men igen skal du lige holde øje med, hvor i landet du rejser. Rabatten er nemlig forskellig fra trafikselskab til trafikselskab.

Desuden bliver rabatten kun udløst, hvis din rejse holder sig inden for ét takstområde, som det hedder. Krydser du en grænse, må du vinke farvel til rabatten.

- Det er heller ikke nemt at forstå for forbrugerne, hvorfra skulle man vide det? Det er igen et eksempel på, at det ikke er gennemtænkt med forbrugerbriller. Man har lavet et system, som tilgodeser de forskellige trafikselskabers ønsker om at fastholde nogle forskellige rabatter og takstsystemer, siger Lise Bjørg Pedersen, politisk medarbejder i Forbrugerrådet .

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret