Rejsekortet æder studerendes og pensionisters rabat

Rejsekortet skulle gøre rejsen enklere for alle, men i stedet for er det blevet en dyr og besværlig forretning for pensionister og unge, skriver Politiken lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om rejsende typisk tror, at kortet er en vej til billigere rejser, koster det som regel over 100 kroner mere at rejse tur-retur mellem Jylland og Sjælland med rejsekortet, end hvis unge eller ældre køber en almindelig billet med ung- eller pensionistrabat.

Det viser et pristjek, som Politiken har foretaget.

- Rejsekortet har flere gange meldt ud, at de nu havde styr på børnesygdomme som for eksempel ulogisk høje priser. Men det har de tydeligvis ikke, siger trafikforsker Malene Freudendal fra Roskilde Universitetscenter, RUC, til Politiken.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, mener, at ulogiske priser undergraver tilliden til Rejsekortet.

- Det er uforståeligt for mig, at prisen for den samme rejse ikke er ens, uanset om man kører med rejsekortet eller med en billet, siger Kristian Pihl Lorentzen til Politiken.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) understreger, at regeringen ikke vil tillade højere priser.

- Efter sommerferien skal vi gennemføre en evaluering, og så må trafikselskaberne løse de problemer, der stadig er med kortet. Det er ikke meningen, at kortet i nogle tilfælde gør rejsen mærkbart dyrere, siger Henrik Dam Kristensen.

/ritzau/