De danske buspassagerer kan se frem til en gedigen prisstigning på grund af skandalen om Rejsekortet, der skal erstatte de nuværende bus- og togbilletter.
Stik imod politikernes løfter viser et notat fra de offentlige busselskabers organisation, Trafikselskaberne i Danmark, at Rejsekortet kommer til at koste dem 150 millioner kroner ekstra årligt - hvert år frem til 2026. Det giver en samlet ekstraregning i forhold til at drive de nuværende billetsystemer på 2,25 milliarder kroner, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Tidligere transportminister Lars Barfoed (K) lovede ellers på et samråd om Rejsekortet tidligere på året, at Rejsekortet ikke ville få priserne på den kollektive transport til at stige.
Ifølge Henning N. Jensen, direktør for konsulentfirmaet Pluscon, har det været langt dyrere at installere udstyret til at læse de elektroniske billetter i busserne, end det var forudset.
- Men også stationerne er vanskeligere end antaget, så der er en ekstraregning også for togselskaberne. Vi kan bare ikke sige, hvor stor den bliver, fordi det hele er gemt inde i en hemmelighedståge, siger han.
Notatet fra busselskaberne kommer ifølge Ingeniøren fuldstændig bag på politikerne.
Socialdemokratiske trafikordfører, Magnus Heunicke, siger, at oplysningerne gør ham "utryg".
- Vi er aldrig blevet præsenteret for sådan en ekstra driftsregning i så mange år fremover, siger han.
Notatet blev udarbejdet i foråret på opfordring af Danske Regioner. Det skulle have været brugt i bestræbelserne på at skaffe flere penge fra staten. Notatet nåede aldrig frem til forhandlingsbordet, men Ingeniøren har fået det via aktindsigt.
- Vi kommer til at drøfte med Finansministeriet, hvordan regningen skal betales, siger kontorchef Lotte Holten Møller, Danske Regioner til Ingeniøren.
- Der er kun to muligheder. Den ene er øget tilskud fra kommuner og regioner. Den anden er, at pengene kommer fra kunderne, fastslår hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde