Reklamemand: Rygerne vil blive ved at ryge
Det vil næppe påvirke antallet af rygere nævneværdigt, selv om Danmark skulle indføre regler som i Australien, hvor cigaretter fra 1. december kun må sælges i anonyme, olivengrå pakker uden logo.
Det vurderer Ole E. Andersen, tidligere rektor for Reklameskolen og i dag ekstern lektor ved Copenhagen Business School.
Australske cigaretpakker må i fremtiden kun indeholde en advarsel mod rygning. Det har landets højesteret netop godkendt.
- Der har allerede været tiltag for at reducere salget af tobak og specielt cigaretter. Nu er vi kommet derhen, hvor de 20-21 procent rygere, der er tilbage i Danmark, vil ryge under alle omstændigheder, mærker eller ej, siger Ole E. Andersen.
Han medgiver, at anonyme cigaretpakninger måske nok vil afholde nogle unge mennesker fra at begynde at ryge. Men det vil formentlig tage mange år, før man kan se en egentlig effekt af skrappere regler, forventer Ole E. Andersen.
Dommen i Australien er første skridt til at tage brands så alvorligt, at man begrænser dem i gadebilledet, og det er en kedelig udvikling, mener reklameeksperten.
- Må vi så heller ikke længere se logoer for McDonald's, fordi burgerne ikke har den rigtige sammensætning af næringsstoffer, eller for Hundeprutter, fordi de også er usunde? Skal der lovgives mod alle ting, der er usunde, spørger han.
Herhjemme vil reklamebranchen se indførelsen af australske regler i Danmark som et skridt til at reducere værdien af branding, forudser Ole E. Andersen.
- Det vil reklamebranchen selvfølgelig være meget oprørt over og stille sig uforstående overfor. At gøre cigaretpakker helt anonyme, grønne eller hvide, er et lille skridt hen imod, at nu må man altså ikke selv vælge, hvilket mærke man ryger, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde