Rekord mange danskere blev smidt på gaden

4382 gange rykkede fogeden ud i 2010 for at smide danskere ud af deres bolig. Det viser nye tal fra Domstolsstyrelsen.

Det er 12 procent flere end i 2009, hvor 3912 enkeltpersoner eller familier blev sat på gaden med fogedens hjælp.

På trods af forskellige lovmæssige initiativer, der skulle vende udviklingen, er antallet af tvangsudsættelser blevet ved med at stige hvert eneste år de seneste ni år. Siden 2002 er tallet næsten tredoblet.

Socialdemokraternes boligordfører, Thomas Jensen, kalder nu socialminister Benedikte Kiær (K) i samråd for at høre, hvordan hun vil nedbringe antallet af tvangsudsættelser, som også rammer et stigende antal børnefamilier.

- Jeg havde håbet, at Benedikte Kiær blev den borgerlige socialminister, som kunne løse det store problem med tvangsudsættelser, men med de nye tal ligger hendes politik på området i ruiner, siger Thomas Jensen.

Han er ikke i tvivl om, hvad der ligger til grund af udviklingen.

- Det er et symptom på, at fattigdommen vokser. Samtidig bliver der færre billige lejligheder, som de fattige har råd til at bo i, siger han.

Et stort antal af de tvangsudsatte modtager ikke boligstøtte, selv om de er berettiget til det. Socialdemokraterne foreslår at gøre det nemmere at søge boligstøtte, at alle, der er berettiget til det, også får det.

/ritzau/

Antallet af tvangsudsættelser, hvor fogeden medvirker til at sætte folk på gaden, bliver ved med at stige.

Offentliggjort Sidst opdateret