Rekordmange har brug for julehjælp

At julen varer længe og koster mange penge, er den årlige efterspørgsel på Frelsens Hærs julehjælp en god indikator på.

I år ser det ud til, at der igen er rekordmange om buddet.

- Vi har allerede modtaget 5728 ansøgninger, og det er omkring 10 procent flere end sidste år på samme tid, siger informationschef fra Frelsens Hær Lars Lydholm.

I 2008 var der cirka 7000 familier, der søgte om julehjælp hos Frelsens Hær. Det tal var sidste år steget til over 11.000. At tallet i år tegner til at blive ligeså stort, måske endda større, har ikke fået Lars Lydholm til at hæve øjenbrynene.

- Det overrasker mig slet ikke. Der er ikke spor, der er blevet forbedret siden sidste år, siger han.

Sidste år søgte mange familier forgæves, fordi Frelsens Hær ikke havde penge til at hjælp alle.

- Ud af de 11.000 ansøgninger vi modtog, hjalp vi 8337 familier. Der vil altid være nogle, vi siger nej til. Men sidste år ville vi gerne have hjulpet i hvert fald 1000 eller 1500 flere familier, end vi gjorde, siger Lars Lydholm.

Hver ansøgning vurderes individuelt, og der bliver både skelet til familiens rådighedsbeløb og antallet af børn.

- Familierne modtager mad for mellem 500 og 1200 kroner. Vi har ikke helt faste regler, vi går ud fra, men det er klart, at en enlig mor med fire børn får mere, end en enlig mor med ét barn, siger Lars Lydholm.

Ifølge Frelsens Hær er der typisk to forskellige typer familier, der trænges om at få hjælp til julen.

- Den ene gruppe familier er blevet fattige, fordi der løbende er blevet skåret i deres sociale ydelser, forklarer Lars Lydholm og fortsætter:

- Den anden gruppe er familier, der er ramt af finanskrisen. De er blevet fyret fra deres job, og er endnu ikke kommet tilbage på arbejdsmarkedet.

Fristen for at søge om julehjælp udløber den første december.

/ritzau/

Hos Frelsens Hær er man ikke overrasket over, at ansøgningerne om julehjælp står til at slå sidste års antal.

Offentliggjort Sidst opdateret