Rekordmange tog en nat i det fri denne sommer

Shelter ved Furesøen. Rekordmange har besøgt de danske sheltere og naturområder denne sommer. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

På to år er antallet af besøgende i sheltere og lejrpladser steget med mere end 25 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere end nogensinde har denne sommer taget soveposen under armen og taget en nat i det fri i et af statens mange naturområder.

Det viser en opgørelse fra Naturstyrelsen.

Af opgørelsen kan det ses, at der i ugerne 26-32 i 2024 har været 46.714 besøgende på landets lejrpladser.

Heraf har 9710 af dem gjort brug af de sheltere, der er placeret rundt omkring i landet.

Til sammenligning lød tallet på henholdsvis 34.378 besøgende og 6842 bookinger af shelter i 2023.

På bare to år er antallet af besøgende steget med mere end 25 procent.

- Flere og flere har fået øjnene op for de mange steder i vores fælles natur, hvor man kan rulle liggeunderlaget ud, tænde et bål og bare være sammen eller nyde en stille stund alene, siger naturvejleder Jes Aagaard i pressemeddelelsen.

Og det gælder tilsyneladende, uanset om det er ferie, weekend eller hverdag.

- Der har længe været rift om pladserne i ferier og weekender, men når vi kigger på bookingerne frem i tiden, kan vi se at det også er populært at tage af sted på en hverdag og på alle årstider, siger naturvejleder Jes Aagaard i pressemeddelelsen.

Hvis du gerne vil overnatte i naturen, så kan det godt blive koldt om natten - også om sommeren.

Det kan derfor være en god idé at være varm, når du hopper ned i soveposen, og alt efter temperaturen, kan det være en god idé at sove med hue på.

Det skriver Friluftsrådet.

Staten ejer 1000 naturområder og mere end 275 skove. De kan kendes på røde pæle i udkanten, der er mærket med en kongekrone.

Du kan få et overblik over sheltere på statens naturområder på Naturstyrelsens hjemmeside.

/ritzau/