Fra det nye år skal ufrivilligt barnløse have den store pung op af lommen, hvis de vil have hjælp til at blive gravide på landets offentlige fertilitetsklinikker. Regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til, at det skal koste op til 30.000 kroner at blive behandlet for barnløshed. Derfor strømmer mange lige nu til behandling.
- Vi plejer at følge pænt med, men det kan vi ikke nu. Mange presser på for at komme til, inden der bliver indført brugerbetaling. Desværre kan vi ikke nå at behandle alle inden det nye år, siger Ulla Breth Knudsen, overlæge på fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus i Århus.
Samme besked lyder fra de offentlige fertilitetsklinikker i København, Århus, Dronninglund og Holbæk. Inden udspillet fra regeringen og Dansk Folkeparti i maj om brugerbetaling kunne de i Holbæk tage patienter ind med det samme. Nu er der fire måneders ventetid. Og Rigshospitalet i København har givet afslag til 45 procent af dets patienter siden den 1. august. Normalt får kun 20 procent afslag.
Sparekniven rammer også de patienter, som allerede er i behandling. Det vækker harme hos ledende overlæge Bjørn Pedersen fra Fertilitetsklinikken Dronninglund, Aalborg Sygehus.
- Det er dybt uretfærdigt. Nogle må udskyde eller helt stoppe den behandling, som de allerede er i gang med. Det kan være meget hårdt psykisk, siger han.
Egenbetalingen giver staten en besparelse på 200 millioner kroner om året. Men regeringen tænker for kortsigtet, mener overlæge Ulla Breth Knudsen fra fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus i Århus
- Hvert barn, der bliver født, er en positiv økonomisk gevinst for samfundet, også selvom barnet koster lidt i "starthjælp", siger hun.
Hvert 10. barn, der fødes i Danmark, er blevet hjulpet på vej af en af landets fertilitetsklinikker.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde