Rektor: Taxameterordning sænker barren til eksamen
Videregående uddannelser i Danmark får penge efter, hvor mange studerende der gennemfører. Problem, lyder det.
Alt for mange studerende, som slet ikke er dygtige nok til at gå på universitetet. Et undervisningsniveau, der er markant lavere, end det burde være. Og undervisere, der lader deres studerende bestå for at sikre instituttet penge.
Så alvorlige er konsekvenserne af den såkaldte taxameterordning, som betyder, at videregående uddannelser i Danmark får penge efter, hvor mange studerende der gennemfører studiet. Det siger to universitetsundervisere, en professor og en rektor, til Politiken.
Hanne Leth Andersen, der er rektor på RUC, bekræfter, at den økonomiske tænkning kan snige sig helt ind i eksamenslokalerne, og at studerende består eksaminer og kurser, som de egentlig ikke har det faglige niveau til at kunne.
- Jeg kan konstatere, at sådan er der undervisere, der har det, og det går bare ikke. Jeg har mange gange italesat i uddannelsespolitiske diskussioner, at det må ikke ske. Vi skal holde det faglige niveau, siger hun.
Flemming Besenbacher, der er professor i fysik på Aarhus Universitet og bestyrelsesformand for Carlsbergfondet, mener, at der "i allerhøjeste grad" er behov for et eftersyn af uddannelsernes finansiering.
- Der er ingen tvivl om, at taxameterordningen gør, at der er et incitament til, at underviserne både sænker niveauet og lader studerende bestå, fordi så tjener de flere penge. Der er heller ingen tvivl om, at der er stor forskel på universiteterne, hvad det angår, siger han til avisen.
Frem til optaget i år har universiteterne i årevis ladet antallet af optagne studerende stige, blandt andet for at sikre sig midler.
En af dem, der mærker til, at universiteterne har åbnet sluserne for mange flere studerende, er fysiklektor på Københavns Universitet Peter Ditlevsen.
- Vi skal uddanne flere, og i min undervisning betyder det, at jeg skal undervise på et lavere niveau. Det er ikke, fordi de unge er blevet mere dovne eller dumme. Der er bare kommet flere ind, som ikke er så dygtige som vores bedste studerende.
- Der er ingen tvivl om, at vi sænker niveauet i undervisningen for at få dem igennem studiet, siger Peter Ditlevsen til Politiken.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde