Renovering af Langebro koster flere hundrede millioner kroner
Langebro er mere medtaget end forventet. Regningen for renoveringen ender på omkring 700 millioner kroner.
Lukkemekanismen på Langebro midt i København er mere slidt end forventet. Det bliver en dyr fornøjelse at reparere den gamle bro.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Københavns Kommune påbegyndte i 2020 en renovering af den stærkt befærdede bro, der har vist sig at blive mere omfattende - og langt dyrere - end først antaget.
Renoveringens første del skulle stoppe vand fra at trænge ind i brokonstruktionen. Denne del kom til at koste 42,9 millioner kroner.
Nu er det ved nærmere eftersyn blevet opdaget, at broens lukkemekanisme er mere slidt end først antaget.
- Vi er lidt bekymrede for om især kontravægtene har det værre, end vi troede. Og de er vigtige for broen, for det er dem, der holder broen i balance. Og at broklapperne kan åbnes og lukkes.
- Vægtene er helt utrolig vigtige for broen, og de kan ikke tåle at få det værre, end de har det nu, siger områdechef i teknik- og miljøforvaltningen, Henriette Hall-Andersen, til TV 2 Kosmopol.
Renoveringens anden del forventes at komme til at koste 258 millioner kroner, og arbejdet forventes afsluttet i 2025.
I første omgang skal der laves en analyse og projektering i forhold til broen. Dette vurderes at komme til at koste omkring 38 millioner kroner.
I 2027 forventer man, at den egentlige renovering af broen skal igangsættes. Her lyder størrelsen på regningen på mellem 315 og 415 millioner kroner.
Renoveringen af broen ender altså med at koste i omegnen af 700 millioner kroner.
Alligevel kan det dog langt bedre betale sig end at bygge en helt ny bro, lyder det fra områdechefen.
- Vores umiddelbare vurdering er, at det vil koste omkring 1,5 milliarder kroner. Derudover vil det ikke være særlig bæredygtigt at bygge nyt. Endelig vil det også betyde en masse besvær rent trafikalt for københavnerne i en meget lang periode, siger Henriette Hall-Andersen til TV 2 Kosmopol.
Langebro krydses hver dag af næsten 50.000 motorkøretøjer. Af den grund vil det være kritisk for infrastrukturen, hvis broklapperne pludselig ikke kan lukke.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde