Respiratordødsfald eksploderer på Riget

60 patienter risikerer at dø i år, fordi de ikke kan få luft.

I de to første måneder af 2010 har 11 patienter således måttet lade livet, mens de ventede på at få en respirator på Rigshospitalet afdeling for kroniske vejrtrækningssygdomme (RCØ).

Dermed tegner sig en eksplosion i forhold til det samlede dødstal for 2009, hvor mangel på kapacitet og lange ventelister til RCØ samlet set kostede ni mennesker livet.

- Ventetiderne gør, at de dør. Og hvorfor er der ventetider? Det er, fordi man ikke vil bevilge penge til tilstrækkeligt personale. Den anden grund er, at der ikke er senge nok, siger Evald Krog, formand for Muskelsvindfonden, der repræsenterer en stor del af vejrtrækningspatienterne.

Oplysningerne kommer få uger efter, at Ritzau kunne afsløre, at ni var døde på ventelisten i 2009. Allerede dengang vakte ventelistedødsfaldene opsigt, og stillet over for den markante stigning i 2010 siger Evald Krog:

- Det grænser til den værste form for ydmygelse, jeg har hørt om. Vi taler om liv og død, og det er sgu en alvorlig sag for mig, og det burde det være for alle, siger han.

I 1990, hvor RCØ blev etableret, havde afdelingen tilknyttet omkring 35 patienter. Nu er der cirka 1400. Alligevel arbejder afdelingen under samme fysiske rammer og har mindre personale at rykke rundt med.

Chef for Rigshospitalets neurocenter, som RCØ hører under, Karsten Junker, bekræfter tallene, men begrunder netop stigningen i dødsfaldene med den stigende patienttilgang.

- Ikke mindst, når der er nye patientgrupper, der dukker op, som efterspørger ydelsen, siger han.

Enhedslistens sundhedsordfører Per Clausen har kaldt sundhedsminister Bertel Haarder (V) i samråd i sagen.

/ritzau/

Massiv stigning i dødsfald, fordi ventelisten er for lang til at få en hjemmerespirator på Riget. 11 patienter er døde i løbet af de to første måneder af 2010.

Offentliggjort Sidst opdateret