Retspsykiatriske afdelinger skal tjekkes

De retspsykiatriske afdelinger skal nu have et grundigt eftersyn af sikkerheden.

Det sker efter det seneste flugttilfælde, hvor det lykkedes en drabssigtet mand at stikke af fra Retspsykiatrisk Afdeling på Aalborg Sygehus.

Regionerne vil gennemføre et sikkerhedstjek af både procedurer og de fysiske rammer på de retspsykiatriske afdelinger over hele landet. Det besluttede forretningsudvalget i Danske Regioner fredag.

I den seneste tid har der været flere episoder, hvor farlige psykisk syge kriminelle er flygtet fra de retspsykiatriske afdelinger.

- Det er regionernes ansvar at sikre, at patienterne ikke kan flygte fra de retspsykiatriske afdelinger. Derfor har vi besluttet, at vi i regionerne får lavet et sikkerhedstjek, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

På den anden side skal afdelingerne ikke gøres til fængsler, understreger han.

Regionerne vil gennemgå procedurer og rutiner på de retspsykiatriske afdelinger for at mindske antallet af menneskelige fejl samt lave en teknisk gennemgang af de fysiske sikkerhedsfaciliteter såsom nøgle- og låsesystemer i døre og vinduer og hegn.

Det hele skal ske i samarbejde med Kriminalforsorgen.

Bent Hansen tilføjer, at problemerne blandt andet skyldes de ofte meget utidssvarende fysiske rammer, som retspsykiatrien har til huse i.

- Men en meget stor del af det problem vil blive håndteret i forbindelse med de nye sygehusbyggerier. Det gør sig gældende på Skt. Hans, i Slagelse, i Middelfart og i Skejby, siger Bent Hansen.

Han peger også på, arbejdsdelingen mellem psykiatrien, kriminalforsorgen, politiet og retsmyndighederne trænger til et eftersyn.

- Vi ser i øjeblikket en udvikling, hvor stadig flere begæres mentalundersøgt og stadig flere idømmes behandlingsdom. Det er et stort problem. Jeg vil derfor foreslå, at vi rejser problemstillingen i de kommende forhandlinger med regeringen, siger Bent Hansen.

/ritzau/

Sikkerheden på retspsykiatriske afdelinger skal tjekkes, men regionerne ønsker også fokus på problemet med flere mentalundersøgelser og flere behandlingsdomme.

Offentliggjort Sidst opdateret